Fortsæt til indhold

Hvem vil elske Simba?

Festlig ung hankat, fuld af narrestreger, og kun bange for en eneste ting: At gå glip af noget. Vil du give Simba et hjem?

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Jeg har misseforstoppelse. Der går tyve misser rundt i mit hjem, og det er altså ikke et internat, men mine egne stuer. De står på køkkenbordet, de ligger under sengen, de er allevegne. Hvis jeg skal fortsætte med at hjælpe hjemløse katte, er der altså også nødt til at være nogen, der aftager kattene.”
Nødråbet kommer fra Brita Rodam, kvinden bag Hittekat.dk Lokalavisen talte med hende for nylig, hvor hun fortalte om, hvordan fok smider katte ud som affald, sætter dem af langt ude på landet eller i papkasser på en parkeringsplads.

Månedens Hittekat

Lokalavisen vil gerne hjælpe Brita med at formidle hjem til de mange katte, og derfor præsenterer vi nu Månedens Hittekat.

Læs også: Hittekatte-mor: Vi mangler en kattelov


Han hedder Simba90. Navnet refererer til, at der har været 89 han-hittekatte før ham, men allerede nu efter tre måneder hos Brita Rodam har han fået et par navnebrødre: tvillingerne Simba91 og -92 og i torsdags flyttede Simba93 ind.
Simba90 er knap et år gammel, har ravgule øjne og er hvid og cremefarvet.
“Han er en dejlig, nærværende og meget intelligent kat, der lynhurtigt lærer nye ting. Han er så klog, at man kan lære ham en masse kunster med klikkertræning,” forklarer Brita.
“Han er også meget snakkende, så måske er der noget siameser i han et sted. Han følgede levende med i vores gøren og laden og kommenterer det hele.”

Emil fra Lønneberg

Simba er en sød og kærlig mis med masser af selvværd. Derfor skal han ikke bo med andre katte, som han nok vil komme til at tryne, og heller ikke sammen med en hund.
Til gengæld vil Simba stortrives sammen med børn.
“Simba er ikke til en familie, der vil have en pyntegenstand, men til nogen, der virkelig holder af kat, for han fylder meget på den gode måde. Han er kattens svar på Emil fra Lønneberg. En dagplejemor med fem børn, det vil være fint for ham,” konstaterer Brita.