Britas hittekatte går som varmt brød
Historierne om hittekattene giver pote. De katte, vi har skrevet om i Lokalavisen, har alle fået et hjem, men der er stadig hittekatte, der savner en kærlig familie
“Brita, er du helt sikker på, du har hittekatte nok til, at vi skal fortsætte?”
Larmende tavshed. Så tager Brita Rodam en dyb indånding. “Det tror jeg desværre aldrig at der gør,” kommer det endelig fra hittekattemor, Birta Rodam.
Lokalavisens skriverier om de hjemløse hittemisser har rørt katteelskeres hjerter, og de tre hittemisser, vi har skrevet om indtil nu, har alle fået et nyt permanent hjem.
Men der er åbenbart ingen prop at sætte i den hane, der spytter nye hittekatte ud i en kold og barsk verden.
“Her hos os bor stadig Savannah69. Hun er søster til de to tvillinger Simba91 og-92. Hun er desværre ikke tillidsfuld som dem og bliver ikke en kælekat, men hun har stadig brug for et hjem, hvor man vil give hende ly og mad,” begynder Brita at remse op.
“Her bor også en lille langhåret killing, Simba 93, der er fundet efterladt i en kælder i Aarhus. Og så er der det store Simba-kuld. Det er Simba94, til og med Simba99. De bor i pleje hos en familie i Sorring. Familien dér beholder to af missebrødrene og deres mor, og en familie i Låsby vil også gerne have en af misserne, men de tre andre, ja, de savner jo stadig et kærligt hjem.”
Er du en af dem, der kan elske en hittekat, så er der altså stadig al mulig grund til at kigge forbi Brita Rodams hjemmeside Hittekat.dk.
Vil du gerne hjælpe hittekattene, men har du ikke mulighed for selv at have en hittekat boende, så er der altid brug for et økonomisk tilskud, for det er en bekostelig affære at mætte de mange hittekatte, der er flyttet ind hos og samtidig få dem sundhedstjekket, vaccineret og neutraliseret.
Derfor har Brita oprettet en Hittekatte-konto hos Danske Bank. Du kan støtte Hittekatte.dk ved at indsætte et beløb på reg.nr. 3645, kontonr. 3645137493 eller via Mobile Pay på 2066 0119.