Fortsæt til indhold

Kommunen tilbyder gratis par-rådgivning

1. juni træder ordning med tilbud om parrådgivning i kraft i Aarhus Kommune. I alt er der sat en million kroner af til forsøget

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Aarhus-par med børn under 12 år kan fra 1. juni få hjælp af kommunen, hvis parforholdet ikke fungerer optimalt.
Parrådgivning kom med i budgetforliget, hvor der er sat 500.000 kroner af i år og samme beløb i 2016.
“Det er dejligt, at vi kan starte op med parrådgivning nu. Der vil være nogle par, som får mulighed gratis at komme ind og få hjælp til deres samlivsproblemer. Det er par med børn, vi gerne vil hjælpe. Vi håber det giver nogle færre skilsmisser,” siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Thomas Medom (SF), og fortsætter:
“Grunden til, at vi gør det her, er, at vi kan se, at det at blive skilt øger risikoen for, at man ender i sociale problemer, og det bliver i sidste ende også dyrere for kommunekassen.
Hvorfor skal kommunen blande sig i borgernes ægteskaber?

“Vores mål er at spare borgerne for nogle penge i sidste ende. Hvis der er et eller andet problem, man skal have noget professionel hjælp til at klare, så skal der ikke være en eller anden meget dyr psykologregning, der skal forhindre, at man skal faktisk kan blive sammen,” siger han.

To-årigt forsøg

Der er tale om et to-årigt forsøg, hvorefter tilbuddet skal evalueres i forhold til, om det skal fortsætte.
“Jeg synes, det er i orden, at kommunen får nogle erfaringer på det her område. Så må vi se, om det virker, og om det er noget, vi skal blive ved med. Jeg tør ikke gætte på, hvor mange penge, vi kan spare på det, men jeg forventer, at der er en hel del par, som ellers var blevet skilt, der kommer til at blive sammen i stedet for. Regnestykket er svært at lave, men vi skal op på en pæn succesrate, der viser, at mange af parrene, som får rådgivning, bliver sammen,” fastslår Medom.
Par med samlivsproblemer kan selv henvende sig for at få hjælp, og de kan få enten individuelle sessioner eller gruppe-forløb.