Fortsæt til indhold

Nye p-pladser skal redde julehandelen

Hørsholm Kommune bruger 320.000 kroner på 47 midlertidige parkeringspladser omkring bymidten

Samfund
Fred Jacobsen

Med 47 midlertidige parkeringspladser vil Hørsholm Kommune nu bidrage til at gøre den travle tid omkring julehandelen lidt mindre sur og besværlig. I det mindste for personer, der tager bilen ud for at handle.
Hørsholm Kommunes Miljø- og Planlægningsudvalg har netop besluttet at bruge 320.000 kroner på at skaffe flere parkeringsmuligheder.
“Det er ikke helt så mange pladser, som vi har lagt beslag på i forbindelse med ombygningen af midtbyen. Jeg håber, at de bliver klar til julehandelen,” siger Peter Antonsen (BL), formand for udvalget.
17 af de nye parkeringspladser skal være på græsset ved Dronningedammen øst for stenen 'Den Lange Rejse', som tidligere stod på Apotekertorvet. Derudover skal der bygges 25 pladser i området mellem det nuværende parkeringsområde og Kammerrådensvej. Her skal der ryddes nogle buske og lægges noget grus for at få plads til 25 biler. Endelig er det planen at lave fem pladser i rabatten ved indkørslen til Birkeparken.
Ud over de midlertidige pladser forsøger Hørsholm Kommune også at skaffe parkeringspladser andre steder i byen.

Ingen private pladser her

Det er således aftalt med Gågadeforeningen, at der indføres tre timers tidsbegrænset parkering på parkeringspladsen vest for gågaden. Her vil der blive sat informationstavler og bannere op.
Kommunen har også talt med ejerforeninger og grundejerforeninger om at låne eller leje p-pladser ved Ørbækgård, Byporten, Politistationen og Birkeparken, men har fået et nej: Grundejerforeningernes formænd kan ikke stille p-pladser til rådighed.
Endelig har kommunen lavet en aftale om at leje parkeringsarealet ved den tidligere politistation.

Medarbejdere må flytte

En del af anstrengelserne for at skaffe flere parkeringspladser indebærer også, at medarbejderne i Gågadeforeningens butikker skal finde andre steder at parkere deres biler, så der bliver plads til kunderne.
Medarbejderne er nu blevet opfordret til at bruge pladsen for enden af Ridebanen ved Folehavevej som personaleparkering. Og Hørsholm Midtpunkts medarbejdere til at bruge pladsen ved den tidligere politistation.
Der vil blive sat bannere og tavler op for at informere.