Fortsæt til indhold

“Kæmpe skulderklap at vinde igen”

For andet år i træk løber Café Stedet i City Vest i Brabrand med titlen som ’Årets Forretning 2015’

Samfund
Christina S. Johansen

Det er det ord, som først kommer ud af Lise Lotte Bidstrups mund, da hun får overrakt vandrepokalen, som hører med til titlen som 'Årets Forretning 2015' i det vestlige Aarhus.
Lise Lotte Bidstrup er ejer af Café Stedet i City Vest, som altså netop er endt øverst på podiet i Lokalavisen Aarhus' konkurrence.
Dermed er det andet år i træk, at caféen løber med titlen, og det gør Lise Lotte Bidstrup meget stolt.
“Det er et kæmpe skulderklap at vinde igen! Hele året har jeg sagt, at pokalen åndede os i nakken, og at vi skulle vinde den igen i år,” fortæller hun.
“Derfor har vi også virkelig sørget for at gøre en ekstra indsats hele året - det nytter nemlig ikke noget først at begynde at stramme sig an, når konkurrencen går i gang,” fortsætter Lise Lotte Bidstrup.
Hun fortæller, at de i caféen virkelig er gået op i konkurrencen med liv og sjæl.
Udover at sørge for at levere en smilende samt venlig betjening og at have fokus på madens kvalitet, så har personalet været meget engagerede i at spørge alle kunderne, om de har været tilfredse med deres oplevelse i butikken, og om de kunne tænke sig at stemme på caféen som årets forretning.
“Vi sætter en stor ære i at vinde den her pris. Det er jo en rigtig god omtale for os, og vi kan bruge det i vores videre markedsføring. Vi ved jo godt, at det kræver noget lidt ekstra for at kunne få en café til at løbe rundt i dag,” siger Lise Lotte Bidstrup, som har brugt konkurrencen som en form for tilfredshedsanalyse.
En liste over de tre butikker med flest stemmer viser, at City Vest er godt med fremme - faktisk er alle tre butikker fra centret.
Café Stedet vandt med 1422 stemmer foran My Fro'Yo Cup med 367 stemmer og BR Legetøj med 316 stemmer.
I det nordlige Aarhus løb Ostejyden med titlen som Årets Forretning 2015, i Aarhus C var det Smarteyes og i det sydlige Aarhus Kvickly Tranbjerg.