Stor iværksætter-iver i Vejlby-Risskov
Unge, iværksættende ildsjæle fra lokale gymnasier samlet for at starte egen virksomhed
Aarhus Handelsgymnasium på Vejlby Centervej dannede rammen, da der blev afholdt innovativ iværksætter-camp af studenterorganisationen Startit.
Her fik elever fra forskellige gymnasier i Aarhus og omegn mulighed for at arbejde intenst og fokuseret med at starte deres egen virksomhed.
'Startit Weekend' bygger på et internationalt anerkendt fænomen, som består af et 54 timers innovationsforløb, hvor iværksætterspirer med forskellige faglige baggrunde mødes for at udvikle og modne forretningsideer. Metoden er udbredt og anerkendt i undervisningsmiljøer.
Prisen for den mest innovative ide gik til Mikkel Bay, Frida Kerrn-Jespersen og Oliver Brinkmann, alle fra Aarhus Handelsgymnasium for at starte virkesomheden Adhoc, der skaber et bindeled mellem virksomheder og studerende. De tre måtte dele prisen med Sarah Holm, Kristian Eriksen, Frida Høgh og Sofie Karlberg fra Egaa Gymnasium.
Vinderne af den samlede pris for hele campen med den bedste forretningside var virksomheden Fevento, som er en udlejningsplatform for forsamlingshuse. Fevento er startet af Pierre Rouvillain (Aarhus Gymnasium), Valdemar Andreasen (Aarhus Gymnasium), Emil Arthur Seilov (Aarhus Handelsgymnasium), Cecilie Duch (Aarhus Handelsgymnasium), Thøger Abildgaard (Aarhus Gymnasium), Casper Nikolajsen (Egaa Gymnasium) og Mathias Westberg (Aarhus Handelsgymnasium).
Mentorerne var utroligt tilfredse med de unges indsats og idérigdom henover weekenden.
”Det var meget inspirerende at se de studerende arbejde på kryds og tværs af forskellige klasser og sammen udvikle nye ideer og koncepter. Det osede af ungdommelighed og spændende innovation, og som mentor var det berigende at få lov til at være med på sidelinjen, se deres arbejde tage form og forsøge at støtte, inspirere og hjælpe dem i deres proces fra ide til virkeligheden,” fortæller Mikkel Sonne Nørbygård, der var med som mentor på dagen.
Det er iværksætterforeningen for studerende på Aarhus Universitet, Startit, som arrangerede weekenden.