Refleksambassadører i efterårsmørket
Torsdag 22. oktober var det Årets Refleksdag og i den forbindelse havde OK sendt morgenfriske medarbejdere ud til skoler og børnehaver i Skanderborg reflekser og trafikveste til børnene
Morgenfriske medarbejdere fra OK var torsdag morgen klar ved skoler og daginstitutioner Skanderborg Kommune for at dele reflekser og trafikveste til børnene for at markere Årets Refleksdag.
Den lille refleks gør nemlig en meget stor forskel, men alligevel glemmer hver fjerde forælder at give deres børn refleks på, når de færdes i trafikken.
Derfor deltog OK for femte år i træk i Børneulykkesfondens landsdækkende kampagne, for at få sat fokus på, hvor vigtigt det er, at de bløde trafikanter er synlige i den mørke tid.
På Virring skole var OK-medarbejder Signe Frennesen en af de morgenfriske, der delte reflekser ud i 0. klasse.
”Der er mange, der glemmer, hvor stor forskel en lille refleks kan gøre - især her ude på landet, hvor vi bor,” fortæller hun i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
”Jeg vil gerne hjælpe med til, at vi som forældre husker at give børnene refleks på vej til skole. Derfor var jeg ude med reflekser her til morgen i min datters klasse og parallel-klasse. Det giver mig en større tryghed som forælder, fordi reflekser er vigtige for børns sikkerhed i trafikken.”
Udover 0. klasserne på Virring skole fik også 1. klasserne på Mølleskolen i Ry samt Børnehaven Skovkanten i Hørning besøg af de morgenfriske refleksambassadører fra OK.
”Indsatsen for at forbedre trafiksikkerheden er et vigtigt område for os, og reflekskampagnen har igen i år været særdeles populær og er blevet taget rigtig godt i mod af vores medarbejdere. De reflekser, vi havde indkøbt til kampagnen, blev hurtigt afsat, så vi kommer helt sikkert på banen med flere reflekser igen næste år,” fortæller Steffen Toft Spiele, der er koordinator på reflekskampagnen hos OK.
Kun to sekunder til at reagere
Undersøgelser viser, at man med en godkendt refleks er synlig på en afstand af 140 meter, hvis bilen har nærlyset tændt. Kører en bilist 50 kilometer i timen, giver det 10 sekunder til at reagere. Men færdes man i mørket uden refleks, bliver man først synlig på en afstand af 25-30 meter. det giver kun bilisten, der kører 50 kilometer i timen to sekunder til at undvige.
”Vi vælger at bakke op om Årets Refleksdag, fordi vi i OK generelt har fokus på at arbejde med øget trafiksikkerhed, særligt for de mindste trafikanter. Vi har dagligt næsten 100 tankbiler kørende på vejene, og derfor er det vigtigt for os, at sikkerheden er i orden, både for chauffører, cyklister og fodgængere,” understreger Steffen Toft Spiele.