Fortsæt til indhold

Sostrup, Gl. Estrup og Stenalt byder indenfor

Det handler om kage, bøger og historie på herregårde og slot

Samfund
Anette Bonde

Ved tre besøg i den kommende tid på historiske herregårde og et slot, kan man komme indenom historien og samtidig nyde både bøger og kaffe og kage efter historisk opskrift. Det første besøg gælder Gammel Estrup - Herregårdsmuseet, og derefter er det Stenalt Gods og Sostrup Slot.

Bøger og dannelse

Det er Gammel Estrup – Herregårdsmuseet og Norddjurs Biblioteker, der inviterer. Arrangementerne hedder ”Historier med gods i”.
Ved det første, der holdes på herregårdsmuseet onsdag 11. november, viser museumsformidler Helle Ingerslev Kristensen rundt på herregårdens to rigt udstyrede biblioteker.
”Et stort bibliotek har været helt fundamentalt for en adelsmands dannelse og for vedligeholdelsen af hans viden.“
Publikum får blandt andet historien om Jørgen greve Scheel, der var en lidenskabelig bogsamler.
Helle Ingerslev Kristensen og Merete Breinhild Johansen og Thomas Olesen fra biblioteket vil på skift anbefale gode bøger, der alle har det til fælles, at de foregår i en verden af slotte, herregårde og godser.
Senere på måneden kommer turen til Stenalt Gods og Sostrup Slot.
”Vi synes, det her er en fantastisk måde at komme ud af biblioteket på. Her har vi muligheden for at træde direkte ind i den verden, som vi normalt bare læser om i bøgerne,” siger bibliotekets litteraturformidler Thomas Olesen.
Arrangementet er støttet af Kulturpuljen i Norddjurs.