Fortsæt til indhold

Pengegave fra lokal virksomhed til idrætten

Kohsel Elektronik A/S yder håndsrækning til hal-projektet i Hørning

Samfund
Erland Rasmussen

Det er en glad formand for Hørning Idrætscenter, Lars Jørgensen, som har modtaget 50.000 kroner fra Kohsel Elektronik A/S.
“Kohsel har altid har været en meget stor støtte til foreningslivet i Hørning. Bidraget betyder, at udviklingen af centret kan fortsætte til glæde for alle foreningerne i Hørning,” fastslår Lars Jørgensen.
Formanden henviser til den igangværende udvidelse af hallen, hvor der er skaffet penge til den rå bygning, men hvor der blandt andet mangler penge til indretning af underetagen med fitness, omklædning og mødelokaler.
“Det koster penge, som vi ikke har endnu. Men det aktuelle bidrag bringer os tættere på. Og vi fortsætter med at samle penge ind til de følgende etaper af hallen,” uddyber Lars Jørgensen,.
Adm. direktør Morten Kohsel fra Kohsel Elektronik A/S, der producerer industrielle transformere, mener, at det er vigtigt for erhvervslivet at have gode idrætsfaciliteter.
“Skal vi tiltrække medarbejdere, så skal byen være et godt sted at bo, og hertil hører gode faciliteter som hallen,” siger direktøren.
Morten Kohsel nævner også, at han er imponeret over den store frivillige indsats bag hal-projektet.