“Et kamera var ikke hver mands eje”

50 år. Smag lige lidt på det. Og læs så med her:
50 år i den samme branche og 44 år det samme sted.
I dagens Danmark kan det synes som virkelig lang tid det samme sted, men for 66-årige Asger Larsen, der er indehaver af Foto-Matic i Viby Centret, er det virkeligheden.
Han har nemlig lige haft 50 års jubilæum i foto-branchen, og til 1. november kan han fejre 44 år det samme sted.
“Der er sket meget. Den største forandring har været det digitale kamera, og i dag er det også almindeligt, at en familie har mere end et kamera. Sådan var det ikke tidligere,” fortæller Asger Larsen, der er blevet ved, fordi han synes, det er spændende, og så er han vild med kundekontakten.

Ud på landet

Han startede sin læretid hos Jens E. Foto på Frederiks Allé. Der var han i cirka halvandet år, inden han rejste med en af Jens E. Petersens sønner til den nyåbnede Søren P. Foto på Bruuns Bro. Der blev han udlært i 1968 og kom så til Foto-Magasinet i Ryesgade og var der i tre år. I 1971 blev han headhuntet af en bekendt fra læretiden til at være med i Foto-Matic i Viby, inden han selv overtog forretningen i 2003.
“Alle i branchen, der var inde i byen på det tidspunkt, grinede af mig og sagde: Det går aldrig helt derude på marken i Viby. Men man må jo sige, at det er gået meget godt,” siger Asger med et smil.
Siden han var barn, har han vidst, at han skulle arbejde inden for den verden. Dog har han aldrig haft nogen drøm om at blive fotograf.
“Min far fotograferede rigtig meget, så jeg har været vant til den verden fra barnsben, og jeg har aldrig haft lyst til at lave andet,” siger Asger.

Seniorordning med sig selv

Som indehaver af foto-butikken i Viby har han i mange år brugt rigtig mange timer på sit job, og ved siden af er han med i en del bestyrelser. Blandt andet er han formand for Viby Handels- og Håndværkerforening, og han er med i bestyrelsen for Danmarks Fotomuseum.
“Jeg har lavet en seniorordning med mig selv, så jeg er nede på omkring 45 timer om ugen nu,” siger han og smågriner.
“Jeg bliver ved ligeså længe kroppen kan. Jeg ved ikke, hvornår jeg stopper, men når det sker, kunne jeg godt forestille mig, at jeg vil hjælpe til hos kollegerne i byen, hvis de har brug for det. For der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at savne det og de mange faste kunder,” fortsætter han.
Én af stamkunderne husker han især.
“Mens jeg var i lære, skulle jeg fotografere et bryllup hos en god kollega. Der var film i kameraet, men da den blev fremkaldt, var der ikke et eneste billede. Der havde været en forkert indstilling på kameraet, så det var ikke sjovt. Nu har de guldbryllup, og vi pjatter stadig om det, når de handler i butikken,” siger jubilaren, der synes, at tiden er fløjet af sted de seneste 50 år.