Fortsæt til indhold

TVIS-forbrug er blevet meldt til politiet

Lokalavisens artikler om barregninger, turistguider, teaterbilletter og lignende har ført til en politianmeldelse

Samfund
Peter Friis Autzen

Politiet drages nu ind i sagen om muligt misbrug af midler i det fælleskommunale selskab, TVIS I/S, som ejes af Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding kommuner.
Som beskrevet i de senere uger har TVIS-bestyrelsen spist og drukket godt. Både på studieture og i forbindelse med fester og lignende samt ved møder og middage. Bilagene er mange og langt flere end nævnt i de foreløbige artikler.
Læsningen har fået en borger til at gå til politiet.
“Jeg synes, at bestyrelser skal have gode forhold, men der er en balance,” skriver han i sin anmeldelse, hvor han beder politiet undersøge, om lektor Sten Bønsing har ret i, at forholdene er ulovlige.
Sten Bønsing er lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet. Han slår fast, at de brugte penge er at betragte som skattekroner, og at TVIS ikke lovligt kan bruge penge på ikkefagligt indhold som turistguider, teaterbilletter, barregninger og lignende.
Borgeren bag anmeldelsen ønsker at være anonym.
“Det er sagen, der er vigtig. Ikke mig,” siger han.
Bestyrelsesformand, Lars Schmidt (V), vil ikke kommentere på TVIS-bestyrelsens forbrug til forlystelser, bespisning og barregninger.
“Jeg afventer en redegørelse fra administrationen. Inden jeg har den, vil jeg ikke kommentere,” siger han.
Hvad siger du til, at sagen er blevet meldt til politiet?

“Det står folk frit for at anmelde ting til politiet,” siger Lars Schmidt.

Politisager er sjældne

Ifølge Sten Bønsing er det usædvanligt med politianmeldelser i denne type sager.
“Vi skal vel sagtens tilbage til noget Brixtofte-noget for at finde den slags,” siger han med henvisning til den daværende Farum-borgmester, der i 2002 blev afsløret i blandt andet et meget stort repræsentationsforbrug.
Sten Bønsing slår fast, at Statsforvaltningen og det kommunale tilsyn langt oftere drages ind i denne type sager.
“Og de kan være meget skarpe i deres kritik - også mere skarpe end politiet. Til gengæld kan Tilsynet ikke gøre ret meget andet end at udtale kritik. Bortset fra nogle enkelte erstatnings-regler,” siger han.

“Politianmeldelser er sjældne i denne type sager. Vi skal vel næsten tilbage til Brixtofte,” siger Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet.

Bar og derefter afslapning

Efter Lokalavisens og Journalista.dk's afsløring af de iøjnefaldende bilag for TVIS-bestyrelsens arbejde og forlystelser, har læsere undret sig over, at bestyrelsesmedlemmerne kunne arbejde koncentreret og fagligt ovenpå blandt andet den beskrevne bar-tur.
Men det faglige pres på bar-gæsterne dagen derpå var mildest talt til at overskue:
Den sidste bar-kvittering blev udskrevet ved to-tiden om natten. Klokken 9:30 dagen efter havde færgen lagt til, hvorefter en bus hentede deltagerne med på en sightseeing-tur. Resten af dagen gik med frokost og flyrejse hjem til Billund. Altså en dag uden møder eller andet fagligt indhold.