Fortsæt til indhold

Bestyrelsens forbrug skal undersøges og underkastes retningslinjer

Det fælleskommunale selskab reagerer på Lokalavisens afsløringer af bilag og barregninger

Samfund
Peter Friis Autzen

Det fælleskommunale selskab, TVIS, bestiller nu en ekstern revisionsundersøgelse af bestyrelsens forbrug på alkohol, studieture, fester, gaver, gratialer, teaterbilletter, turistture og lignende de sidste fem år.
Det sker, efter at Lokalavisen og Journalista.dk i de seneste uger har afsløret adskillige bilag for dyre barregninger, turistudflugter, teaterbilletter, kostbare fester og dyre middage for bestyrelsens medlemmer og medarbejdere.
Lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, Sten Bønsing, har slået fast, at forbruget er ulovligt. Og at pengene kan betragtes som skattekroner, fordi TVIS I/S ejes af Fredericia, Middelfart, Vejle og Kolding Kommuner.
“Vi kan ikke leve med kritik af lovligheden. Vi skal i enhver henseende overholde loven,” siger bestyrelsesformand Lars Schmidt (V) til Lokalavisen.

Retningslinjer manglede

Samtidig med revisionsundersøgelsen går TVIS nu i gang med at udarbejde retningslinjer for bestyrelsens forbrug til repræsentation og lignende.
““Meget af den kritik, vi har været udsat for, kunne have været undgået, hvis vi havde haft klare retningslinjer. Det har vi ikke haft. Det får vi nu. Vi lærer hver eneste dag. Og om det her har vi lært, at det kan vi gøre bedre,” siger Lars Schmidt.
Ligger der i det en kritik af den måde, tingene er foregået hidtil?

“Det er et ønske om større klarhed.”
Men ligger der i det også en kritik af den måde, tingene er foregået hidtil?

“Det er et ønske om større klarhed. Personligt vil jeg gerne undgå alt for rigide retningslinjer. Men her ville retningslinjer have hjulpet os. Mere kan jeg ikke sige nu, før revisionsundersøgelsen er klar,” siger bestyrelsesformanden, der til daglig sidder i Vejles byråd.
Lars Schmidt forventer, at TVIS har de nye retningslinjer på plads til nytår. Formelt skal både revisionsundersøgelsen og retningslinje-udarbejdelsen godkendes af bestyrelsen.
Lars Schmidt tør endnu ikke sige, hvornår revisionsrapporten er klar.

"Klare retningslinjer ville have forhindret kritikken," siger bestyrelsesformand Lars Schmidt (V).