Fortsæt til indhold

Nu bliver stierne i syd knyttet sammen i system

Stier i Beder-Malling og omegn er blevet forbundet i et omfattende netværk af ruter

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Så småt bliver de rekreative stier i Beder-Malling-området forbundet og afskiltet i ruter.

Beder-Malling-Ajstrup Fællesråds sti-gruppe har nemlig i samarbejde med Aarhus Kommune forbundet de rekreative stier i området.

“Vi har fundet ud af, hvor stierne skulle forbindes, optegnet og opmålt ruterne og sat pæle i. Så har kommunen anlagt de manglende sti-stykker og hjulpet med redskaber og pæle langs veje,” fortæller Mogens Brøchner-Nielsen fra fællesrådets sti-gruppe.

Når sti-systemet er færdigt, strækker det sig fra Mårslet over Vilhelmsborg til kysten og Moesgaard, ligesom det dækker Egelundsskoven, Østerskov og den nye skov syd for Beder.

Lokalt ejerskab

Man kan naturligvis træde ind i sti-systemet alle steder, men to, snart fire, ruter af varierende længde tager udgangspunkt ved Egelund Idrætscenter.

“Det ligger mellem de to landsbyer, og der er fine parkeringsmuligheder for dem i bil,” forklarer Mogens Brøchner-Nielsen.

Stierne består af asfalt- og grusstier samt trampestier, hvoraf de to førstnævnte er handicapvenlige.

Trampestierne bliver fremover vedligeholdt af fællesrådets stigruppe.

“Vi er rigtig glade for samarbejdet med kommunen, for det skaber noget lokalt ejerskab til stierne. Samtidigt burde det frivillige arbejde jo også hjælpe på kommunens økonomi,” siger Mogens Brøchner-Nielsen.

Susanne Dyrlund Nielsen fra Center fra Miljø og Energi ved Aarhus Kommune roser også samarbejdet:
“Det er gået rigtig godt med projektet, og det er jo dét, vi gerne vil: At have borgerne mere inddraget i deres lokale samfund,” fortæller hun.

De forskellige stier bliver allerede nu flittigt benyttet af idrætsklubben, løbere, hundeluftere og dagplejemødre.

“Vi har mærket en meget stor velvilje og begejstring for stierne fra folk i lokalområdet,” fortæller Mogens Brøchner-Nielsen.

Klokken 10 lørdag 24. oktober indvies den tredje sti - en rute på 7,5 kilometer.

Det foregår ved Egelund Idrætscenter, og alle er velkomne til at være med til at gå turen og indvie ruten - og få en øl eller vand efterfølgende.