Åbyhøj kvitter smøgerne - og du kan være med
Vil du være røgfri? Hjælpen er nær, for Åbyhøj Apotek kører rygestop-kampagne
I disse uger sætter Åbyhøj Apotek ekstra fokus på det at blive røgfri med tiltaget 'Åbyhøj kvitter smøgerne'.
“Det er ikke nogen hemmelighed, at det er svært at holde op med at ryge. Og mange prøver flere gange, før det lykkes. Men det er bevist, at en af de ting, som virkelig kan betyde noget for succes, er at få hjælp og gode råd. Det er præcis det, som Åbyhøj Apotek er klar med,” siger apoteker Lene Hurup Kristoffersen fra Åbyhøj Apotek.
På apoteket hjælper de med at finde den helt rette taktik til hver enkelt ryger.
Rygestop-kampagnen på Åbyhøj Apotek begyndte for fire uger siden og fortsætter frem til 24. oktober.
Til dato har 76 kunder fået hjælp, 19 kunder har indgået aftale med apoteket om at gøre noget aktivt, og fem får individuelle samtaler.
“Det har vist sig at være til stor hjælp for flere med aftalerne, der sker noget, når man forpligter sig over for andre. Desuden er der startet rygestopforløb op med samtaler med apotekets rygestopinstruktør i perioden,” fortæller Lene Hurup Kristoffersen.
“Vi håber at få lov til at hjælpe så mange borgere som muligt, med at kvitte smøgerne. Vi er i al fald allerede godt i gang,” fortsætter apotekeren.