Fortsæt til indhold

GMR Maskiner kæmper for dansk produktion

Horsens-virksomhed, der fylder 50 år, vil blive i Danmark

Samfund
Jeppe Rafn

Der er næppe en kommune i Danmark, som ikke har en græsklipper, en sneskraber, en roterende kost eller et andet redskab, der er produceret hos GMR Maskiner a/s i Horsens eller hos datterselskabet Nesbo i Mariager. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse, der er udsendt i anledning af dens 50 års fødselsdag.
GMR Maskiner udvikler og producerer redskaber til kompakttraktorer, kommunaltraktorer og redskabsbærere, og efter fusion og opkøb producerer man nu også eldrevne køretøjer, som primært er målrettet kirkegårde, men også anvendes af andre kundetyper.
Det hele begyndte i 1965 i Stensballe, der stadig lægger navn til mange af GMRs redskaber. Her begyndte Gunner Møller Rasmussen (GMR) at producere stiger og græsklippere til frugtplantager, og snart blev græsklipperne udviklet og solgt til kommuner. I 1981 flyttede virksomheden til Høegh Guldbergsgade på grund af pladsmangel, og da der i 1989 igen var brug for mere plads, byggede man produktion, lager og administration på Saturnvej, hvor man i dag holder til og siden har udvidet.

Vil blive i Danmark

GMR Maskiner har siden 2003 opkøbt virksomhederne Stama, Nesbo, Green-Flame og senest HTF. Nesbo er et selvstændigt datterselskab med egen produktion i Mariager.
“Vi er i en branche, hvor mange flytter produktionen til udlandet, men vi udvikler så meget på produkterne og producerer mange kundetilpassede løsninger, så det er hensigtsmæssigt at have produktionen tæt på. Vi har simpelthen besluttet at kæmpe for dansk produktion gennem at være effektive. Vi har en strategi om vækst dels organisk i kraft af flere modeller og øget produktion og salg og dels ved vækst gennem opkøb,” siger administrerende direktør og medejer Niels Kirkegaard.
Direktøren driver og ejer GMR Maskiner sammen med stifterens sønner, salgsdirektør Max Møller Rasmussen og produktionschef Poul Møller Rasmussen, samt salgsleder Thorkild Vind. Omkring halvdelen af produktionen eksporteres.