Fortsæt til indhold

Ny bog giver idéer til kreativiteten

Winnie Frederiksen deler ud af sine mange kreationer i en ny bog, hvor både nybegyndere og garvede kan inspireres

Samfund
Lotte Gyldenvang

Ligger din saks også og gisper efter at klippe i papir, mens limstiften danser twist ved siden af i håb om at blive brugt noget oftere?

Nu kan du finde ny inspiration til at være kreativ med både saks, lim og mange andre redskaber med bogen '80 kreative ideer'.
Det er en af de helt store krea-sjæle i Horsens, der netop har udgivet bogen på 160 sider.

“Det er fantastisk, når jeg kan glæde andre med mine kreative udfoldelser. Derfor har jeg længe drømt om at lave en bog, hvor andre kan inspireres og få glæde af at skabe noget selv,” siger 58-årig Winnie Frederiksen fra Horsens.
Hun arbejder på skolebiblioteket ved Byskolen på Fussingsvej, hvor nogle af hendes kreationer pryder rummet.

“Eleverne er vilde med at hjælpe mig med at lave forskellige ting. Flere elever kan hurtigt få foldet en masse papir, så der kan laves svaner og andre dyr,” siger hun i begejstring for at kombinere sin passion for det kreative med at være omgivet af børn.

Hun forsøgte for flere år siden at leve af kreativiteten, men det var aldrig helt nok at lave bordkort, invitationer og sangskjulere, så hun kunne leve af det.
“Der findes ikke noget bedre end at lukke mig inde med stearinlys og musik i mit hobbyrum og fordybe mig. Men det bliver alligevel for kedeligt at sidde alene hele tiden, så jeg nyder mit arbejde på biblioteket,” indrømmer forfatteren.

Folk omkring Winnie Frederiksen har opfordret hende til at give de mange idéer videre. Med hjælp fra hendes søn er bogen nu udgivet og kan købes på wimsdesign.tumblr.com og i Bog & Idé i Horsens.
Bogen er delt op efter forskellige materialer og der er idéer til børn fra 6 år og opefter. Både nybegyndere og garvede krea-sjæle kan udfordres med de '80 kreative ideer'.