Spis med dem, du ikke kender
Har du spist boller i karry med din nabo? Eller delt en dessert med borgmesteren? Egedal Spiser er innovationsfestivalens åbningsarrangement med fællesspisning og midlertidige pop-up restauranter i hele Egedal
Temaet for innovationsfestivalen, der løber af stablen i Egedal i næste uge, er Rethink Living (gentænk hverdagen), og hvad er mere hverdag end at spise sin aftensmad?
Men hvad nu hvis du åbner dit hjem og inviterer folk, du ikke kender på middag? Kan der opstå nye tanker, når vi spiser sammen med mennesker, vi ikke kender? Ja, det mener Afsnit I, og åbner derfor innovationsfestivalen med fællesspisning i hele Egedal onsdag 11. november kl. 17.00-22.00 under titlen Egedal Spiser.
Alle familier, klubber, foreninger, institutioner og virksomheder kan denne aften åbne en pop-up restaurant og invitere andre medborgere til fællesspisning. Og alle kan tilmelde sig som middagsgæster.
Valgflæsk og rævekage på rådhuset
Blandt de tilmeldte pop-up restauranter til Egedal Spiser er “Politisk Middag”, hvor flere af byrådets politiske partier inviterer til billig middag i rådhusets kantine, der normalt ikke er åbent for offentligheden.
”Politisk Middag – og som sådan hele innovationsfestivalen – er et udtryk for vores ønske om at invitere kommunens borgere med ind i processen om at udvikle kommunen. Og de bedste og mest nytænkende samtaler bliver ofte til over en god middag. Derfor byder flere af byrådets partier på valgflæsk og rævekager som en del af åbningsarrangementet onsdag aften,” siger borgmester Willy Eliasen.
Du kan fx også komme til Børnekøkken på Stengårdsskolen med kokken Gorm Wisweh, der blandt andet er kendt fra TV2 Go'morgen Danmark, spise på bostedet Skelhøj eller kombinere fællesspisning med dokumentarfilm om kunstneren Per Kirkeby. Og flere restauranter kommer til løbende.
Åbn din egen pop-up restaurant
Har du, din familie eller dine naboer lyst til at invitere gæster på middag 11. november, så kan I oprette en pop-up restaurant. Du kan også gøre det med din forening, din løbeklub, eller som virksomhed eller institution.
Vær middags-gæst
Er du nysgerrig på, hvad dine naboer har fundet på af spændende måltider, og vil du gerne møde nye mennesker, så tøv ikke med at tilmelde dig som gæst på en af pop-up restauranterne.
Få overblik over tilmeldte restauranter, læs mere om Politisk Middag og tilmeld dig Egedal Spiser som vært eller gæst på www.afsniti.dk/egedal-spiser