Mobilhuller viser sig for kommunen
Mobil-kampagne har indtil videre givet langt over 200 tips om mobilhuller
Langt over 200 har tippet Favrskov Kommune om hvor de oplever mobilhuller i Favrskov.
"Der begynder at vise sig et billede af, hvor der er mobilhuller og det svarer stort set til det, som FavrskovPostens googlemap viste i august," bekræfter Henrik Brix, it-chef i Favrskov Kommune.
Kampagnen Tip om mobilhuller kører til 8. november og derefter skal et professionelt firma på banen, for at måle og kortlægge de reelle huller.
"Derefter skal vi have en dialog med teleindustrien. Her vil vi sætte os sammen med repræsentanter for de tre mobil-netværk og se hvilke muligheder vi har for at skaffe bedre dækning i Favrskov," forklarer han.
"Måske skal vi have harmoniseret de lejeudgifter, som udbyderne har ved masterne. Jeg er næsten sikker på, at det kommer til at handle om flere og måske højere master i Favrskov, så der bliver noget at tale om, især for borgerne der gerne vil have bedre dækning. Så kommer der jo også flere master," siger han.
Indtil nu har tipsene om mobilhuller været ligeligt fordelt via mobil og på kommunens mobiltip-hjemmeside med godt 100 på hver platform.
En af FavrskovPostens facebook-brugere har kommenteret det syv-cifrede nummer og undret sig over at det ikke er på de normale ottte cifre.
"Den er god nok. Det er et syv-cifret mobilnummer, men det fungerer altså som et almindeligt nummer," lyder det.
Tip kommunen om mobilhuller ved at sende en SMS til 127 69 30. I SMS'en skal man skrive:
Hvor man oplever problemer? Hvilket mobilselskab, man bruger? Om man har problemer med tale, data - eller begge dele?
Du kan også indtegne på et kort, hvor du oplever problemer med dækningen www.favrskov.dk/mobiltip