John Deere og de andre veteraner går i jorden
Veteranpløjerne glæder sig som små drenge til 31. oktober
Ti veteranpløjere har lørdag 31. oktober kl. 10-15 (pause kl. 12-13) sat hinanden stævne på Brunbjergvej 4 i Markusminde, helt nøjagtig på ”John Deere Road”. Flere af pløjerne har fuldstændig renoveret deres traktorer. Op til tre måneder tager det at renovere en veterantraktor, før den igen står samlet og fuldstændig nymalet.
Den ældste er Kalle Nielsens John Deere fra 1948-49 og den yngste er Ole Pedersens Deutz fra 1977.
Det hele startede tilbage i 2002, hvor Bjarne Levinsen og Steen Knudsen for sjov lavede en pløjedag sammen. Siden har det år for år udviklet sig.
Knap fem hektar jord bliver fredagen inden gjort klar til den store dag. Hver pløjer får lige store stykker, hvor retningen på furerne skal være perfekte og ligge pænt i forhold til hinanden og plantematerialet skal være dækket.
Kom og kig - også i museet
Bjarne Pedersen er dagens dommer, der skal kåre vinderen om aftenen.
Pløjerne går efter at slå sidste års rekord på 150 besøgende, og hvis man interesserer sig for andet end veterantraktorer, er der også mulighed for at se lokalmuseet, som Birthe Møller har samlet igennem mange år. Asger Møllers fine samling af gamle John Deere traktorer kan man også opleve.