Fortsæt til indhold

I øjeblikket hader man hinanden

Samfund
Arkiv

Fire boksere fra Horsens Atlet Klub fortæller om, hvorfor de bokser.

Rasmus Viese, 25 år, har bokset 44 kampe Rasmus er som søn af træner Lars Pedersen og nevø til cheftræner Harald Pedersen ’født’ ind i Horsens Atlet Klub. Han har bokset, siden han var 12-13 år, men har holdt pauser undervejs. “Du bruger en masse energi fornuftigt til boksning, og du får et adrenalinkick til kamp. I øjeblikket hader man hinanden, men bagefter giver man hinanden et knus og snakker sammen. Det kan jeg godt lide,” siger Rasmus.
Astrid Jochumsen, 17 år, har bokset 2 kampe Astrid har bokset i tre år og har været på kampholdet i halvandet år. “Jeg havde ikke tænkt mig at skulle bokse kampe, men blev helt vildt bidt af det. Det er megafedt, det er så langt fra, hvad jeg ellers laver, og jeg kan godt lide at kunne forsvare mig selv,” siger Astrid, der går i 2.g. på Horsens Gymnasium og også går til teater i fritiden. Hendes lillebror Jacob bokser også og skal i kamp til Fightnight.
Jette Laursen, 24 år, har bokset 23 kampe Jette begyndte allerede at bokse som 13-årig, men måtte holde ufrivillig pause fra hun var 18 til 21 på grund af smerter i læggen. “Det ene ben er lidt længere end det andet. Det gav smerter og krampe, og så er det svært at flytte sig hurtigt,” fortæller Jette. Til Fightnight skal Jette bokse mod Maiken Møller fra Thisted, som hun har tabt til i finalen til både JM og DM, så hun vil ’meget gerne’ vinde revanchekampen på Via.
Sebastian Jensen, 20 år, har bokset 5 kampe Sebastian skal til Fightnight bokse sin første kamp som voksen efter at have holdt flere års pause. “Jeg er blevet mere moden og mindre vild, så nu skal det være. Det er mit mål at blive jysk og dansk mester,” siger Sebastian, hvis far Johny Jensen har været professionel bokser.