Sjældent overskud til boksestævne
Der kom dobbelt så mange tilskuere som normalt til boksestævne i Horsens, da der i sidste uge var stævne på Via Campus
Arrangørklubben Horsens Atlet Klub (HAK) havde store forventninger til sidste uges boksestævne på Via Horsens. Og med cirka 600 tilskuere i universitetets sportshal blev klubben ikke skuffet.
“Det er mange år siden, der har været et stævne med 600 tilskuere i Horsens, så det var en stor succes. Vi plejer at tabe på at holde stævne, men denne gang får vi lidt penge på kontoen,” fortæller Lars Pedersen fra Horsens Atlet Klub.
Der var gratis entré til stævnet, men klubben fik indtægter ved at sælge drikkevarer.
“Der var rimeligt pakket, så der var en god stemning i sportshallen,” fortæller Lars Pedersen.
Tilfreds medarrangør
Boksestævnet blev afholdt i samarbejde med Via Horsens, der stillede sin sportshal til rådighed, fordi man i Studenterrådet gerne vil lave nogle ting, hvor byens studerende mødes med Horsensborgerne.
“Stævnet var en stor succes, og vi er meget tilfredse. De studerende udgør næsten 10 procent af beboerne i Horsens, så der er et stort potentiale for mere integration mellen de studerende i Horsens og byens borgere,” siger studenterrådets formand Carlos Cordeiro.
Studenterrådsformanden satser på, at Horsens Atlet Klubs kommende forårsstævne i februar eller marts også bliver bokset på Via, hvilket bokseklubben ikke vil udelukke.
“Vi har haft et upåklageligt samarbejde med Student Council (Studenterrådet), og Via har nogle fantastiske faciliteter med gode omklædningsrum og højtalere rundt i hele salen,” siger Lars Pedersen fra Horsens Atlet Klub.
Det er bokseklubbens bestyrelse, der beslutter, hvor man holder stævner.
Comeback til Sebastian
Sportsligt blev stævnet en blandet oplevelse for HAK's seks egne deltagere med to sejre og fire nederlag.
Den rumænske sværvægter Johnny Stavros fik en god debut med en sejr. Allerede i 1. omgang pressede han sin modstander så meget ud i tovene, at kamplederen standsede opgøret. Den anden sejr til hjemmeklubben gik til Sebastian Jensen, der efter flere års pause gjorde comeback og boksede sin første elite(senior)kamp. Han vandt på point over Søren H. Kruse fra Åbenrå DK og blev kåret som stævnets bedste HAK-bokser. 20-årige Sebastian er søn af Johny Jensen, der har været Europamester i professionel boksning.
Glæden over comebacksejren blev dog lidt ødelagt af, at Sebastian fik slået en næseskade op og derfor må melde afbud til weekendens Hancock Box Cup i Skive.
Det samme gælder for Rasmus Viese, der fik en øjenskade i sin kamp mod Danny Jensen fra BK Nordsalling og bagefter blev syet med nogle få sting. Rasmus blev tidligt i kampen rystet af et hårdt slag, som han aldrig rigtig kom sig over, og efter en tur i gulvet i 3. omgang stoppede kamplederen kampen.
Jette Laursen havde revanche til gode mod Maiken Møller fra Thisted, og det har hun stadig efter fredagens kamp. HAK-bokseren fik dog oprejsning allerede dagen efter med en sejr ved et stævne i Varde.
Søskendeparret Jacob og Astrid Jochumsen tabte begge sine kampe på point.
Marcel Terteryan fra den anden bokseklub i Horsens, BK Vitus, blev kåret som stævnets bedste ikke HAK-bokser.