Fortsæt til indhold

Åbyhøjs basket-piger var urørlige i Riga

Fem kampe, fem sejre. Åbyhøj Baskets 2001-piger var ikke til at slå i Riga

Samfund
Christina S. Johansen

Åbyhøjs basketballpiger årgang 2001 er forsvarende danmarksmestre, pokalvindere og uofficielle nordiske mestre og så deltager de i EYBL, European Youth Basketball League, hvor de netop har vundet deres første fem kampe over modstandere fra Estland, Letland og Polen.
I alt deltager 16 hold fra Rusland, Hviderusland, Estland, Letland, Polen, Finland, Sverige og Danmark. Kun de allerbedste hold fra hvert land er med, og Åbyhøj-pigerne var altså helt urørlige i de første kampe, som blev spillet i Riga i Letland - fem kampe, fem sejre. Nu kan pigerne se frem til en ny tur til Riga midt i januar, hvor hold fra Finland og Sverige venter, inden de afgørende kampe i februar mod russiske og hviderussiske hold.
Formålet med at deltage i den europæiske turnering er at bide skeer med den absolutte elite indenfor basketverdenen, og målet er at kvalificere sig til superfinalen ved at blive blandt de otte bedste hold - finalen afvikles i april/maj i Polen.
I september fik pigerne 20.000 kroner af Aarhus Idrætsfond og Royal Casino Aarhus for at kunne deltage i EYBL, og “der findes vel næppe bedre måde at sige tak for tilliden på end at hæve den lokale sejrsfane,” lyder det i en mail.