En træls følelse
Ib Kragh fra Juelsminde og codriver Mie Petersen førte Danmarksmesterskabet i rally inden årets sidste løb i weekenden. Her måtte parret se sig overhalet af rivalerne Christian Jensen og Freddy Pedersen, der endte med at tage guldet.
"Vi tabte til et hold, der var bedre end os, men derfor var det nu alligevel en træls følelse," siger Ib Kragh i en pressemeddelelse.
Det var tredje år i træk, at den tidligere firedobbelte danmarksmester fra Juelsminde blev slået på målstregen og måtte 'nøjes' med sølv efter en sejr og fem andenpladser i årets seks DM-løb.
"Selv om man er skuffet efter, at guldchancen forduftede, så kan jeg kun være tilfreds. Det var første sæson med vores helt nye Citroën DS3 R5. Vi brugte foråret på at lære bilen at kende, men vi har haft en god sæson. Mie skreg noterne til mig i hendes velkendte tempo, og hele servicemandskabet, som først var med til at bygge bilen op og i løbet af sæsonen har stået for at servicere den, har vist stor teamspirit. Uden dem havde det ikke været muligt," siger Ib Kragh.