Fortsæt til indhold

13 koncerter på to dage

Programmet har aldrig været bedre, lyder det fra Blues-festivalen i Horsens

Samfund
Jeppe Rafn

Formanden for Blueskartellet i Horsens, Carsten Mellson, vil nødigt fremhæve nogle navne fremfor andre til årets bluesfestival i Horsens.
“Nogle gange bliver man positivt overrasket af kunstnere, der er næsten ukendte, men alle navnene i år har på forhånd markeret sig stærkt på den nationale og internationale bluesscene. Jeg tør kun sige, at det bliver en festival med mange mindeværdige øjeblikke,” siger Carsten Mellson i en pressemeddelelse fra Blueskartellet.
Han mener, at de 13 navne på årets festival udgør det bedste og bredeste program nogensinde til festivalen, der i år finder sted for 10. gang.
Publikum kan blandt andet opleve bluesmamaen Sharrie Williams, guitaresset Junior Watson, de hotte svenskere Lisa Lystam Family Band, Paul Banks, Lil' Ed & the Blues Imperials og Little Jimmy Reed. På blueskartellet.dk kan hele programmet ses.
Festivalen finder sted fredag den 6. november og lørdag den 7. november på Horsens Ny Teater og Kulisselageret. Som noget nyt i år vil der begge dage være afslappet bluesjam i teatrets foyer.
Partourbilletter til alle 13 koncerter koster 550 kroner, mens endagsbilletter til fredag eller lørdag koster 325 kroner.