Affald sætter sig fast i beholder
Folk oplever, at deres affaldsbeholdere ikke bliver helt tømt, fordi affald har sat sig fast
Lokalavisen lagde søndag aften et billede op på vores facebookside af en borgers affaldsbeholder med papir, som kun var blevet halvt tømt, fordi det tilbageværende papir havde sat sig fast. Opslaget gav en masse kommentarer fra andre borgere i Horsens Kommune, som har oplevet det samme, at der stadig er affald i beholderne, efter de er blevet tømt.
Det gælder ikke blot papiraffald, men også de tre andre typer af affald, madaffald, restaffald og småt brændbart, som ikke er blevet helt tømt, skriver folk i kommentarerne til opslaget på Facebook.
Ikke stort problem
Hos Affald og Trafik har man hørt fra enkelte, hvis affald sætter sig fast i beholderne, men man oplever det ikke som et stort problem, oplyser afdelingschef Allan Lyng Hansen. Han fortæller, at problemet opstår, når affaldet bliver presset for hårdt ned i beholderen, og det dermed komprimeres og kan sætte sig fast.
Med hensyn til papir vurderer Affald og Trafik, at det primært skyldes pap, der sætter sig på tværs. Her kan løsningen være at rive pappet i mindre stykker, så det ikke sætter sig på tværs i beholderen.
Affald og Trafik får i løbet af november nye biler, der er tilpasset de nye affaldsbeholdere, og det kan muligvis afhjælpe problemet med, at komprimeret affald bliver bedre tømt. Men i sidste ende er det folks eget ansvar ikke at overfylde deres affaldsbeholdere, så affaldet ikke sætter sig fast, siger Allan Lynge Hansen.
Har man for meget affald, kan man bestille større beholdere.
Færre henvendelser
Affald & Trafik oplyste i starten af oktober, at man efter indførelsen af den nye affaldsordning fik omkring 300 opkald om dagen mod normalt 50. Antallet af henvendelser er faldende, fortæller afdelingschefen for Affald og Trafik uden at kunne sætte tal på, hvor meget det er faldet.
Og det er en anden type henvendelser, man får i dag. I begyndelsen gik mange henvendelser på, hvordan man skulle sortere affaldet. Det har folk nu fået en bedre forståelse for, og nu kommer de fleste henvendelser fra folk, der ikke har fået hentet deres affald på grund af adgangsforholdene.
Der har været meget debat om og kritik af den nye affaldsordning og opstarten på ordningen, og det kommer ikke bag på afdelingschefen i Affald og Trafik.
“Jeg vil sige, det går som forventet. Der kommer nok først ro på, når vi får de nye biler, og de nye ruter bliver kørt ind,” siger Allan Lyng Hansen.