“Augustas indre krebs” af Ragnhild Bugge

“Augustas indre krebs” hedder toeren i den netop overståede novellekonkurrence ovenpå det skriveværksted som Norddjurs Biblioteker og Gammel Estrup - Herregårdsmuseet inviterede til i efterårsferien. Litteraturformidler fra Norddjurs Biblioteker Thomas Olesen stod for selve skriveundervisningen. Han er uddannet i Litteraturvidenskab.
Deltagerne fik en rundvisning på herregårdsmuseet af museumsformidler Stine Lucia Rasmussen, inden de gik i gang. Her hentede de inspiration til deres novelle.
Vinderen blev udpeget af Thomas Olesen og Stine Lucia Rasmussen. Det blev Maja Linderoth, 15.
Nummer to blev Ragnhild Bugge, 15. Her er hendes novelle:

Augustas indre krebs

6. december 1716:
For fire måneder siden giftede jeg mig til dette slot; Gammel Estrup. Mit navn er Augusta Winterfeldt. Min mand hedder Christen Scheel. Vi har levet lykkeligt her i fire måneder. Jeg har fået malet mit kammer blåt, så det passer til himlen.
Himlen er fyldt med mysterier. I sommerdagene er den lyseblå, i efterårsdagene er den grå af skyer og regn, i forårsdagene er den hvid af skyer og i vinterdagene kan den ikke ses for sne. I alle årstiders nætter er den mørkeblå eller sort. Så dukker de mystiske hvide prikker op: Stjernerne. Ingen ved, hvad de i virkeligheden er for nogle. Er det dem, der styrer det hele? Har de bestemt, at jeg skulle være født i denne krop?
Somme tider sidder jeg om aftenen på mit kammer og tegner stjernerne på et stykke papir. Da jeg blev født, stod stjernerne sandsynligvis på en anderledes måde. Det kan ikke være tilfældigt, at jeg skulle blive gift med en Scheel og bo på Gammel Estrup. Det kan ikke væ-re tilfældigt, at jeg skulle have dette smukke kammer og alle disse smukke kjoler. Men hvorfor har stjernerne bestemt det? Hvorfor har de bestemt, at jeg skal være så yndig og så rig?
Læs også: Novellekonkurrence: "Bag maskerne" af Maja Linderoth

6. april 1717:
Det har nu været otte måneder af vores ægteskab. Christen og jeg har talt meget om at føre Scheel-slægten og Winterfeldt-slægten videre snart, så vi kan have en arving til Gammel Estrup.
Jeg er begyndt at male. Jeg arbejder nu på et maleri af mig selv, som skal hænge bag på min dør. I al beskedenhed tror jeg, det bliver smukt og vellignende.
Min kammerpige bryder jeg mig ikke om. Hun altid har et kritisk blik, når hun ser på mit maleri og mine stjernetegninger. Af samme grund har jeg forbudt hende at kigge på dem. Men man kan selvfølgelig ikke bebrejde hende, at hun er misundelig over min kreativitet og mit gode udsyn fra mit vindue.
Christen elsker jeg meget højt. Han er løve, så derfor er han et meget romantisk menne-ske. Det gør ham også til den dominerende i forholdet, men det gør ikke mig undertrykt. Løver er loyale væsner og ligeså med krebse. Derfor passer vi godt sammen.

Mange ville mene, at jeg er streng og urimelig over for vores tjenestefolk. Men det ville jeg nu ikke kalde det. Stjernerne har bestemt, at vores tjenestefolk skal være tjenestefolk og at vi skal bestemme over dem, så vi må alle følge vores pligter. Deres skæbne er at arbejde for os, så om de skal arbejde juleaften eller ej må være op til os. Streng er jeg måske, men ikke urimelig. Jeg følger blot min skæbne.

6. august 1717:
I dag er det et år siden, at vi blev gift. Min mave er begyndt at vokse sig større. Min kam-merpige troede, at jeg spiste for meget, men så viste det sig, at det ikke var fedt, der havde sat sig. Det var et barn.
En krebs vil ofte virke hårdere, end personen i virkeligheden er. Som jeg skrev, kan jeg virke streng over for mine mindreværdige. Men jeg har mine grunde. Christen er den ene-ste, der kender dem. Nu vil jeg skrive dem ned:

Da jeg var femten og endnu boede i Tyskland, mødte jeg en mand. Hans navn var Hein-rich, og han lignede den mand, jeg havde drømt om hele mit liv. Han var ikke så rig som jeg, men han var skorpion, hvilket også er et vandtegn, så det burde ikke være et problem for mine forældre. Ikke langt fra hans hus var der en spejlklar sø, hvor der svømmede sto-re, hvide svaner rundt. To åkander med hver deres lyserøde og gule åkandeblomst flød langs kanten. Vi sad ofte på en stor, flad sten ved siden af søen, Heinrich og jeg.
En lyseblå sommerdag gav han mig en rød rose, hvor han havde pillet tornene af. Derefter kom spørgsmålet: ”Vil du gifte dig med mig?” Det skete på min sekstenårsfødselsdag, hvilket gjorde mig endnu lykkeligere. Jeg sagde ja.

Af grunde jeg ikke husker, gik der lang tid, før jeg fik mine forældre spurgt om tilladelse til at gifte os. Da en uge var gået, kom Heinrich og bankede på min dør. Jeg åbnede, og han bad mig om at komme med ham over til søen.
”Augusta,” begyndte han. ”Jeg har noget, jeg skal have fortalt dig angående vores ægte-skab. Men før jeg fortæller det, skal jeg sige dig, at jeg virkelig undskylder meget.” Da sva-rede jeg: ”Jeg har også en tilståelse. Jeg har glemt at spørge mine forældre.” Han nikkede blot. ”Min tilståelse er værre end din. Jeg…” Da der var gået næsten et minut, hvor han havde stået med åben mund uden en lyd, sagde han: ”Jeg har ombestemt mig. Jeg har mødt en anden.” Han kunne lige så godt have kastet en kniv i mit hoved og mit hjerte og begravet mig levende. ”Hvem?” fik jeg fremstammet efter noget tid. Han åbnede munden, men jeg kom ham i forkøbet: ”Jeg ved, hvem det er. Hvordan kunne du?” Med de ord løb jeg og kom aldrig tilbage til den sø.

Den eneste, jeg havde fortalt om Heinrich, var min daværende kammerpige. Hun fortalte mig, at hun også var forlovet. Nu vidste jeg med hvem. Havde de også været nede ved søen sammen? Utvivlsomt. Jeg ville aldrig tilgive nogen af dem.
Jeg blev opsat på at gifte mig til magt og til mere rigdom. Hvad nytte ville det alligevel væ-re at have en mand som Heinrich?
Mine forældre planlagde mit ægteskab med Christen. Jeg er dem evigt taknemmelig for at have valgt ham. Han er fejlfri.

I dag stoler jeg ikke på kammerpiger. Da jeg ikke kan fortælle hende grunden, må hun forblive i den tro, at hun kun er en kammerpige for mig. Men hun er meget mere end det. Hvis jeg bliver for tæt med hende, kan hun ende med at stjæle alt fra mig. Og det vil jeg ikke risikere igen. Krebse er besidderiske væsner. Mine penge, mit tøj, mine værelser, mi-ne smykker og min mand; alt sammen er mit. Mit alene. Og stjernerne har deres grunde til det.

Dommerne mener:

Museumsformidler Stine Lucia Rasmussen siger om Ragnhilds novelle:
“Ragnhilds var også god, og det var småting, som skilte den fra vinderen, da indførelsen af stjernetegn også fungerer rigtig godt og fint i tråd med videnskaben dengang. Samtidig har hun jo fat i nogle gode samfundsopfattelser for tiden: ”Stjernerne har bestemt, at vores tjenestefolk skal være tjenestefolk og at vi skal bestemme over dem, så vi må alle følge vores pligter”. Det er jo næsten som at se konservatismens klassiske livssyn.”
Thomas Olesen siger:
“Ragnhilds historie er virkelig flot og teknisk set godt udført med brug af symboler og en imponerende associationskæde i indledningen, der opbygger stemningen og slår temaet an.”