Ceres-grundlægger hyldes med øl
For at hædre grundlæggeren af Ceres-bryggeriet i Aarhus, har Royal Unibrew navngive nogle øl efter ham
Den nye øl-serie Lottrup kan netop nu købes i tre udgaver, som alle egner sig til at dele på terrassen eller til en tallerken hverdagsmad.
Her taler vi ikke om højere gastronomi men til hverdagens hurtige comfort food, som for eksempel det Knorrdiske køkken.
De tre øl i Lottrup-serien er den flotte Gold Button Ale, den tørhumlede pilsner American Lager og dagens test: Red Copper Ale.
Sød malt og puddersukker
Lottrup Red Copper Ale er netop gylden og kobberfarvet og har et tyndt beige skum når den skænkes. Den dufter af sød malt, puddersukker og kun en snert af humle.
Der fortælles om hele tre oversøiske humler på etiketten, men de har gemt sig i flasken.
I smagen gentages den mørke sukker, sammen med en mild tør bitterhed. Ale er en engelsk betegnelse for overgæret øl, der både kan være lys og mørk. Betegnelsen bruges ofte som fællesbetegnelse for alle typer af overgærede øl. Det smages dog at bryggeriet ikke har tradition for at brygge ales.
Men hvorfor ikke hylde Lottrup med nogle af hans egne bayerske øl, med opskrifter fra Ceres"s spæde barndom, frem for disse tre halvhjertede og nutidige versioner?
Lottrups Ceres bryggeri:
Dette ville også være mere passende til historierne på bagsiden af flaskerne.
Ceres bryggeriet blev etableret tilbage i år 1856 af Malthe Conrad Lottrup, som det dengang syvende bryghus i Aarhus. Sammen med apotekerne Redelin og Aagaard stiftede han det bayerske bryggeri. Her bryggede man undergærede pilsnerøl efter bayersk tradition. Bryggeriet blev opkaldt efter den romerske gudinde for korn og frugtbarhed Ceres. Parallelt med brygger Jacobsen i Valby (Carlsberg) og brygger Schiøtz i Odense (Albani) kastede Lottrup sig med stor entusiasme over ølbrygning, indtil sin død i 1870.
Bryggeriet stoppede brygningen i Aarhus, november 2008 og Ceres er i dag en del af Royal Unibrew A/S. 152 års ølproduktion på Ceres Bryggeriet stoppede og fabrikkens tidligere arealer er siden juni 2012 under byudvikling.
Området kendes nu som CeresByen.
Nu har Royal Unibrew valgt at sælge de tre nye øl, for at hædre Lottrups livsværk, før bygningerne er helt væk. Man har muligvis skelet til Carlsbergs succés, med den mere eksklusive serie, som sælges under navnet Jacobsen.
Lottrup øllene er tappet på samme type halvliters flasker, som de fleste danske mikrobryggerier også bruger. Forbrugeren får måske en opfattelse af, at Lottrup øl også er et håndbrygget kvalitetsprodukt. Dette argument falder dog til jorden, da Lottrup øllene kan købes i Netto til 12 kroner flasken.