Fortsæt til indhold

Forældre skal tage sig godt af deres chokerede børn

Grønnevang Skoles elever er chokerede efter drabssagen torsdag. Skolen beder forældrene være særligt opmærksomme på deres børns reaktioner

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

På Grønnevang Skole i Hillerød Øst har mange elever været chokerede oven på gårsdagens drab på en 17-årig handelsskoleelev i den anden ende af Hillerød.
Mange af eleverne på skolen bor nemlig i Østervang, hvor politiet anholdt en formodet gerningsmand torsdag aften.
"Børnene er meget påvirkede af en sådan hændelse i lokalområdet. De kender alt til, hvad der er foregået, og de kender både de anholdte og den dræbte fra bylivet. Mange har oplevet en masse politi i området. Det har været voldsomt, og nogle børn er temmelig chokerede," fortæller souschef Michael Schmidt til Hillerød Posten.
Grønnevang Skole har derfor på skolens hjemmeside bedt forældrene tage sig ekstra godt af deres børn i dag:
"Det er vigtigt, at forældrene på sådan en dag varetager deres forældrefunktion og snakker med børnene. Sagen bliver også udpenslet på Facebook, som vi ved, børnene bruger, så det skal forældrene også tage hånd om og være opmærksomme på," siger Michael Schmidt.
Flere af eleverne har været vidner til "nogle voldsomme oplevelser omkring en anholdelse i Østervang" torsdag aften, skriver han på skolens hjemmeside og uddyber over for Hillerød Posten:
"Der var et stort politiopbud, mens de unge har opholdt sig i gaderne og på legepladserne. De har ikke kunnet undgå at være vidner til nogle ting, og det er mange påvirkede af".

Sorgbehandling

På hjemmesiden skriver skolen, at de forsøger at håndtere udfordringer, så godt de kan.
"Vi har bedt medarbejderne om at lytte og besvare spørgsmål. Det er en form for sorgbehandling, der foregår, selvom det ikke berører eleverne direkte," siger Michael Schmidt og fortsætter:
"Som udgangspunkt er vi alle chokerede. Det er en forfærdelig hændelse og en grim oplevelse at få, at det kunne ske her i vores by".