Fortsæt til indhold

Maj Marked i Hammel med kræmmere og dans

Forårsmarked blev igen i år et tilløbsstykke.

Samfund
jr

Den første weekend i maj er lig med Maj Marked i Østergade i Hammel. I år var ingen undtagelse, selvom den lå midt i bededagsferien med konfirmationer og meget andet.

Vejret var lidt blæsende, men heldigvis tørt, og det havde lokket mange private kræmmere afsted til Østergade, der stod og solgte guld fra gemmerne. I år var der tilmed også underholdning i form af foreningen Kom & Dans Bjerringbro, der gav to shows i løbet af lørdag formiddag, hvilket var med til at give en ekstra god og festlig stemning i Østergade.

Foreningen Kom & Dans gav opvisning. Privatfoto

»Det er en fast tradition med Maj Marked, og selvom det i år lå i bededagsferien, så skulle det naturligvis afvikles. Lidt lunere vejr havde været dejligt, men alt i alt var det en god markedsdag, hvor der som altid var mange fine ting at købe. Igen i år var der mange glade kunder der havde fundet vej til Østergade,« fortæller fra Lise Reese, der er formand for Hammel Handel.

Næste event fra Hammel Handels side er fredag 2. juni, hvor der afholdes Beachparty i Hammel midtby.