Fortsæt til indhold

Aarhus’ nye oase, Bispetorv, bliver en foranderlig plads

Bispetorvs rolle som parkeringsplads er snart fortid, for nu skal torvet være et attraktivt byrum med natur og kultur

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Bispetorv får nyt liv, så snart Dokk1 åbner for parkeringshuset. Og hvilket liv!
Koncerter, teaterforestillinger, opvisninger, sport og markeder var blot nogle af de anvendelsesmuligheder, som blev fremlagt på pressemødet.
Det er endda inden aarhusianerne selv får mulighed for at komme med deres indspark 5. marts på Aarhus Teater.
Helt overordnet skal Bispetorv omdannes fra at være parkeringsplads til at blive en af byens absolut mest attraktive pladser. Derudover skal også der plantes træer og græs omkring 'Vanddragen' på Store Torv, og man håber at kunne åbne op på pladsen på den modsatte side af Domkirken.
På Bispetorv skal den nuværende mur, som rammer pladsen ind, fjernes og opbevares, så den kan etableres igen, hvis man ønsker det.
Så skal der plantes træer og etableres siddepladser i niveauer rundt langs kanten af pladsen, så Bispetorv både fremstår som én stor plads, såvel som en plads med mindre og mere intime rum.
Træerne, og måske Domkirken, skal være oplyst nedefra om natten, så Bispetorvet også får et flot udtryk, når det er mørkt.
Domkirken, Teatret, Katedralskolen og Kvindemuseet har hver især intentioner om at lave aktiviteter på den nye plads, og der er ambitioner om julemarked og skøjtebane på Bispetorv, når vinteren afløser solbadning og udendørs teater.
Projektet har haft som ramme, at det skal være foranderligt, det skal kunne ske uden udgravninger, det skal kunne ske uden at ændre belægningen, og at alt afgrænsende inventar på pladsen skal væk.
Der er især lagt vægt på foranderligheden, for folkene bag er gået væk fra tanken om, at byrummet skal skabes til at stå i århundreder, men derimod årtier, så det kan tilpasses til samtidens behov.

Det er håbet, at Bispetorv et rum med masser af kultur. Illustration: Schønherr
Aarhus Teater håber også at kunne skabe forestillinger på pladsen fremover.