Kan man gå forkert i stiletter?
Ja, det kan man, og ifølge ekspert kan det give skader. Her er et kursus, der lærer dig hvordan
Der er intet som en stilet, der kan løfte et outfit. Sæt et par høje hæle til et par hullede jeans og en T-Shirt, og straks er tøjet mere feminint. Men kravler du op på stiletterne, så forrykker du ifølge Sol Quito din krops balancepunkt, og så kan du ikke længere gå, som du plejer i dine flade sko. Det kan betyde, du vrikker om, læner dig forover, når du går eller låser i anklen, og det kan give problemer andre steder i kroppen.
"Det værste, jeg har set, er, når kvinder spænder op og næsten fremkalder kramper i fødderne for at holde skoen på," fortæller Sol Quito.
Men at gå stilfuldt i stiletter kan læres og den 5. november kommer altså Sol Quito, som både er danmarksmester i Bikini Fitness Master fra 2014 og desuden model, til Aarhus.
Hendes kursus, ”Rock de stiletter” er et halvanden times-kursus, hvor man lærer at gå i stiletter eller kan forbedre sin stilet-gang. Kurset er lige så meget for stilet-nybegyndere som for de hælevante, der blot ønsker at optimere deres gang.
Ikke som på catwalken
Kurset lærer dig ikke at gå som modeller på catwalken. Sol Quito underviser i virkelighedens og hverdagens stiletgang. I forhold til at få en bedre og mere stilfuld og elegant stiletgang, tager Sol udgangspunkt i hver enkelt kvinde og giver personlige råd og fif til at finde sin stil. For den rigtige stiletgang kan variere fra kvinde til kvinde.
"Du skal ikke lytte til det, jeg fortæller de andre kursister, for alle går forskelligt, så mine råd til dig, er kun til dig," siger Sol Quito
Med hjem får du en værktøjskasse - eller skoæske - af fif og råd om blandt andet hvordan du vælger de rigtige mærker for dig, om den rette temperatur for fødderne at købe nye sko ind i, om hælbeskyttere til græs og trægulve, det rigtige ergonomiske svaj og meget mere. Der vil også være mulighed for at prøve sine stiletter på forskellige underlag.
Kurset foregår den 5. november klokken 18.30 i Aarhus hos FO, Vester Allé 8, 8000 Århus C og når du ikke det, så kan du den 12. november man lære at rocke stiletterne i Vejle. Husk at tage to par stiletter med. Prisen er 399 kroner. Tilmelding på solq@me.com.