Action på vandet i Horsens
I de kommende to weekender kan du opleve kapsejlads på tæt hold ud for Lystbådehavnen i Horsens. Horsens Sejlklub er vært for sejladserne med Danmarks bedste sejlklubber og lover, det bliver tilskuervenligt med sejladser tæt på land og speak på havnen.
Sejlsport er normalt ikke den mest tilskuervenlige sport. Det bliver der lavet om på de kommende to weekender, hvor Horsens Sejlklub er vært for sejladserne i Danmarks nye Superliga – Sejlsportsligaen.
Sejlsportsligaen er en klubturnering for Danmarks 36 bedste sejlklubber, der møder hinanden ved en række stævner hen over året. Sejladserne foregår tæt på land, og der bliver speaket fra højtalere på havnen, så tilskuerne har gode muligheder for at opleve den spænding og intensitet, der kendetegner kapsejlads på højt niveau.
Især mærkerundingerne byder ofte på hårde nærkampe, hvor sejlerne råber efter hinanden, og hvor dommerbåden nemt kommer på overarbejde.
”Vi glæder os til at give alle mulighed for at opleve, hvad sejlsport egentlig er for noget. Det er sjældent, at man kan opleve sejlsport på den måde, som vi vil se ud for Lystbådehavnen de næste to weekender,” siger Morten Fjerbæk, stævneleder fra Horsens Sejlklub.
”Der er mulighed for at købe øl, vand og kaffe, mens man følger sejladserne, og man kan få en snak med sejlerne. Vi er meget opsatte på at give alle, der kommer ned på havnen en god oplevelse. Og vi håber selvfølgelig, at ligastævnet kan inspirere nye sejlere i alle aldre til at prøve kræfter med sejlsporten i Horsens Sejlklub,” siger Morten Fjerbæk.
Sejlsportsligaen er en ny opfindelse. 2014 var første sæson. 18 klubber var med, men Horsens Sejlklub havde fokus på byggeri af nyt klubhus, så man valgte at vente med at stille op til kvalificering mod 2015. Den erfarne skipper, Jørgen Mortensen, har samlet et stærkt hold med blandt andre klubbens ungdomstræner Jacob Nicolajsen.
Stævnet i Horsens er Sejlsportsligaens andet arrangement i 2015. Førstkommende weekend gælder det ligaens 1. division. Sejladserne begynder fredag den 12. juni fra kl. 14 og fortsætter resten af eftermiddagen. Der sejles hele lørdag den 13. juni fra tidlig formiddag og igen søndag den 14. juni indtil klokken 15.
I weekenden 20.-21. juni gælder det 2. division. Her bliver der sejlet hele lørdag og søndag til klokken 15.
På sejlsportsligaen.dk kan du læse meget mere om ligaen, herunder finde resultater og stillinger. Her kan du også finde daglig livestreaming fra sejladserne i 1. division den 12.- 14. juni.