Skal du have nogen på hovedet?
Det mærkelige er, at den aggressive outsider ofte er ekstrem flink, når du møder ham på tomandshånd
For et par år siden blev en af mine bekendte overfaldet nede i byen. Han havde været til polterabend, og han var bestemt ikke appelsinfri. I en af gågadens sidegader så han fire unge fyre komme imod sig. Da de fik øje på ham, alene på gaden, spredte de sig ud og sagde, at han nok var ude på ballade, og skulle han have nogen på hovedet? Det mente han ikke, han skulle, for han var på vej hjem, træt og med hovedet dukket grundet kulden. Men de fire fyre skubbede til ham og det, der var værre. Det lykkedes ham at holde sig på benene og få blokeret de fleste slag, men han endte stadig med et blåt øje, adskillige blå mærker, og sår i hovedet. Heldigvis kom der et par minutter senere et par andre unge fyre ned ad gaden, så de fire overfaldsmænd stak af. En af de nyankomne hjalp min bekendte, og fik ham hen til et busstoppested, hvor han ventede sammen med ham, indtil bussen kom. Men hvad F.... får man ud af at tæve løs på folk nede i byen? Kender du – eller er du på vej til selv at blive – sådan en aggressiv outsider, der føler sig udenfor? Jeg ved, at vi er mange, der har mødt den aggressive outsider. Og det er ikke behageligt. Han (for det er ofte en fyr) mener, han ikke har fået en chance. At han ikke er en del af samfundet. Og da han alligevel står uden for, så kan han opføre sig, som han har lyst. Og når han bliver fanget af sine egne handlinger, så føler han det bevist, at alle er ude efter ham. Prøv at køre en tur på Ringvejen eller Silkeborgvej – så møder du ham før eller siden. Eller gå i byen en aften, så møder du måske den samme slags, som min bekendte mødte, hvor de går i flok og venter på at møde en, der kan bekræfte dem i ovenstående.
På hverdage overhaler han syv-otte biler ved at køre ind i venstresvingsbanen og så køre ind foran alle andre, der skal ligeud. Han vil i overført eller reel betydning bare give fuckfingeren. Det mærkelige er, at den aggressive outsider ofte er ekstrem flink, når du møder ham på tomandshånd. Han vil i den grad gerne accepteres. Og han siger undskyld og beklager, hvis han kommer til at gå foran i køen i supermarkedet, for der møder han et andet menneske.
Men du derude med fuckfingeren. Er du klar over, hvor hårdt, du vil blive ramt, hvis nogen anmelder dig og du ryger i fængsel? Hvordan får vi vænnet dig til tanken, at du har ansvaret? At der ikke er mange, der er imod dig, men du får mange vendt imod dig, når du opfører dig, som du gør. Og de ting, du ikke kan ændre, dem kan det ikke betale sig at bruge krudt på. Så brug dine kræfter på at ændre det, du kan. Hvis du ikke tror mig, så tro din familie, der sikkert siger til dig, at kriminalitet, stoffer og alkohol ikke hjælper dig på rette vej. Selv om lortet kan dulme lidt, så vil det aldrig føre dig fremad, men nedad. Lort fører til mere lort, men en lille succes fører til den næste lille succes. Så prøv at bruge det brændstof, du har fået fyldt på tanken af mistillid til at vise, at de tager fejl. At du kan meget mere, end de troede. Og det bedste er altså ikke at tage stoffer, æde Khat, køre råddent eller slå på dine medmennesker. For det er meget federe at blive accepteret, for det du gør. For det, der får dig til at føle, du kan bruges til noget frem for at få negativ opmærksomhed.
Med venlig hilsen
Ina Bjerregaard
Weekendredaktør