Fortsæt til indhold

Nim og Lund tog 1. pris på 25.000 kroner

Team TheTechniRobots 4.15 løb i år med førstepræmien i First Lego League og er nu videre til finalen i Norge

Samfund
Arkiv

Luften var ladet med spænding, da det endelig blev afsløret, hvem der i år kan bryste sig med titlen som First Lego League Champions. Det skete i weekenden på VIA Campus Horsens. Holdet TheTechnicRobots 4.15, der består af elever fra 5. og 6. klasse på Nim Skole og 8. klasse på Lund Skole, har smagt sejrens sødme før. Faktisk er det tredje gang, de vinder prisen. I år for ideen til en online portal, der skal videreformidle detailhandlens frasorterede madvarer til velgørende foreninger og organisationer.
“Ideen er ikke set før, så vi er spændte på det videre arbejde med den,” fortæller Rikke Christiansen, lærer på Nim Skolen, i en pressemeddelelse.
Elevernes succes med projektet skyldes også deres forældres engagement i konkurrencen.
“Elevernes research har blandt andet bestået i at sende spørgeskemaer ud til virksomhederne. Her har forældrenes netværk banet vejen for, at virksomhederne har besvaret dem,” fortæller Rikke Christiansen.
Ud fra temaet 'Affald som ressource' har 38 hold fra Horsens Kommune dystet om at finde på kreative løsninger på håndtering af fremtidens affald. Alt sammen med det formål at gøre eleverne interesserede i de naturvidenskabelige og teknologiske fag. Og niveauet har været højt, mener Linea Jensen, der var en af dommerne. Hun har selv deltaget i konkurrencen, da hun var elev på Tørring Skole.
“Jeg er imponeret over de mange kreative og innovative ideer og de evner, eleverne har udvist for samarbejde, præsentation og markedsføring. Niveauet har været højt over hele linjen, siger hun.
Med titlen som First Lego Champions 2015 kan TheTechnicRobots 4.15 glæde sig over en check på 25.000 kroner og se frem til at deltage i Skandinavisk Finale den 28. november i Norge. TeamTechTrash fra Lundskolen, som Lokalavisen Horsens skrev om i sidste uges avis endte på en 35. plads ud af 38 mulige.

Koncentrationen er intens i de få minutter, eleverne har til at præsentere deres ideer for dommerne. Foto: Per Algren
“Jeg er imponeret over elevernes høje niveau,” siger Linea Jensen, dommer i First Lego League. Foto: Per Algren
Bare det nu lykkedes. Malthe Due Christen fra Løsning Skole ser spændt til. Foto: Per Algren