Fortsæt til indhold

“Børnene får altid ret, når der skal vælges juletræ”

Christian Møller-Nielsen er igen klar til rykind i den store juletræsplantage

Samfund
Michael Wulff

Visitkortet er imponerende: 'Lægefaglig direktør for Hospitalsenhed Midt' med ansvar for 4.500 ansatte samt knap 50.000 patienter i løbet af et år.
I dag har han iført sig skovmandsskjorte og overalls med orange seler.
LYT: Hør interviewet med Christian Møller-Nielsen (7.12 min)
”Ja, som alle andre holder jeg jo ferie engang imellem – det er så i dag,” siger 62-årige Christian Møller-Nielsen, der har en omfattende hobby.

Familien hjælper til

Vi står i den 30 ha store juletræsplantage, hvor Møller-Nielsen har huseret med sin familie siden 1981. Familien købte Grøngård nær Hammel og såede de første Normannsgraner.
Nu er plantagen vokset, med det er stadig Christian Møller-Nielsen og hans familie som passer den.
”Jeg har god hjælp af mine børn og svigerbørn, som kommer og hjælper til i weekenderne.”

Lidt selvsåede egetræer står mellem Normannsgranerne og giver indtryk af skov. Chr. Møller-Nielsen er også byrådsmedlem for Venstre i Favrskov Byråd.

Madpakken med

I december kommer så kunderne.
”Mange tager madpakke og kaffe med og får en god dag ud af det,” siger han.
”Men de kommer jo ikke på en gang, men nærmere dryssende. Så det tager tid, for jeg vil jo også gerne snakke med familierne.”

Kirurgen: Træer bløder ikke

Christian Møller-Nielsen glæder sig over at være en del af den cyklus med juletræer, der efter 13-15 år ender deres dage i en varm stue.
”Det, at jeg og min familie er med til at skabe lidt af rammerne om andre familiers jul, glæder mig.”
“Jeg ser dog også, at familier rager uklar, når de kommer her. Hvilken højde og farve skal træet have? Det kan godt give diskussion - men det er altid børnene, som får ret. ”
Christian Møller-Nielsen ved som kirurg, hvordan en kniv skal føres. Nu skærer han kun i juletræer.
”Og den helt væsentlige forskel er, at træerne ikke bløder. Det gør det hele meget nemmere.”
Grøngårdens hjemmeside