94 ungdomsboliger på vej i Aarhus Nord
Gøteborg Allé kommer fra næste år til at rumme 94 nye ungdomsboliger heraf 15 startboliger
"Vi er rigtig glade for at kunne give byen og dens studerende nogle flere ungdomsboliger, der kommer til at ligge i ideelle omgivelser,” sagde Allan Søstrøm, direktør i Østjysk Bolig, som står bag de 94 nye ungdomsboliger på Gøteborg Allé i det nordlige Aarhus, da han i torsdags bød velkommen til rejsegilde på byggeriet.
Ungdomsboligerne står efter planen klar til studiestart næste sommer.
Stort behov
Der flytter hvert år cirka 5.000 mennesker til Aarhus, og mange af dem kommer for at studere, så det er vigtigt, at de unge mennesker også har et godt sted at bo, når de kommer til byen. Ungdomsboligerne på Gøteborg Allé får både Aarhus Tech og Århus Akademi som naboer.
15 af de 94 ungdomsboliger bliver såkaldte startboliger, som Socialforvaltningen kan tildele unge, der af den ene eller den anden grund har brug for støtte for at lære at bo selv. De vil blandt andet få hjælp af en social vicevært. Et lignende projekt kører med succes i en anden af Østjysk Boligs ungdomsboligafdelinger på Vestergade i Aarhus C.
“Tak til Østjysk Bolig for endnu engang at tage et socialt ansvar på jer,” sagde Hüseyin Arac (S), formand for Socialudvalget i Aarhus Kommune, blandt andet i sin tale til rejsegildet.
Da der var blevet talt om og skålet for både byggeriet og håndværkere, der er med til at realisere det, varmede de mange rejsegildegæster sig på pølsevognens store, lune frankfurtere.