Natteravne udvider til Søften og Hinnerup
Natteravnene udvider området til Søften og Hinnerup, fortæller formand for natteravnene i Hadsten, Heidi Hagen Siem.
“Vi har allerede et par medlemmer fra Hinnerup-området og vi vil gerne være synlige i de to områder, fordi vi ved at der også er unge her, der kunne nyde godt af vores tilstedeværelse. De unge hænger jo ud mange steder.”
Fald af hærværkssager
Lokalafdelingen i Hadsten startede op i begyndelsen af 2015 og har i dag 20 frivillige.
Planen er, at kunne drive en afdeling med Lena Leth Jensen fra Søften som en af de bærende kræfter, men med støtte fra Hadsten, så der er ikke skal bruges endnu en bestyrelse. Der er behov for de frivillige på gaden, forklarer hun.
“Efter Natteravnene er startet i Hadsten, har lokalpolitiet oplevet et markant fald i antallet af hærværkssager, og byen er heldigvis nu inde i en roligere periode. Sådan skulle det gerne vedblive at være,” siger Heidi Hagen Siem.
Natteravnene efterlyser derfor flere frivillige, både i Hinnerup, Søften og Hadsten.
I den forbindelse dukker de gule jakker op til juletræstændingerne i Hinnerup og Hadsten. Her vil de gå med blå nissehuer og dele materialer.
Samtidig har foreningen fået lov til at hænge opslag op på skolernes intra-net, hvor de opfordrer forældrene til at melde sig som frivillige.