Nam Vu er ninja-krigeren fra Risskov
Den 25-årige studerende Nam Vu fra Risskov er blandt de få, som har prøvet kræfter med verdens sværeste forhindringsbane
Lad os sige det med det samme: Du skal tænke dig rigtig godt om, før du overhovedet overvejer at udfordre Risskov-gutten Nam Vu til en hvilken som helst styrkeprøve.
Den 25-årige studerende, som oprindeligt er fra Esbjerg, er nemlig særdeles veltrænet gennem styrketræning, fitness og ikke mindst træningsformen Calisthenics, hvor ens egen krop fungerer som modstand.
Måske så du al hans styrke på tv-skærmen mandag aften i programmet Ninja Warrior på Kanal 5. Her klarede Nam Vu sig så godt, at han gik videre til næste program, som kan ses i aften. Kort sagt går Ninja Warrior ud på at klare sig gennem verdens sværeste og hårdeste forhindringsbane. Nam Vu er blandt de 121 danskere, som er valgt ud til at prøve kræfter med banen.
“Jeg elsker udfordringer, og verdens hårdeste forhindringsbane får mig helt derud, hvor jeg ser, hvad jeg virkelig kan. Og så er jeg et konkurrencemenneske - jeg vil altid være den bedste! Desuden har jeg altid været god til forhindringsbaner,” siger Nam Vu om årsagen til, at han tilmeldte sig programmet.
Videre med tømmermænd
Når Nam Vu ikke bruger fritiden på træning, så studerer han innovation management på Aarhus Universitet og fester desuden en del.
“Ja, jeg ved godt, at det ikke hænger helt sammen med al træningen,” siger han med et lille grin. “Faktisk mødte jeg op til audition på programmet med tømmermænd,” fortsætter han.
Alligevel gjorde Nam Vu altså så tilpas stort et indtryk både med sin fysik og personlighed, at han en dag midt i opgaveskrivning på skolen pludselig fik opkaldt om, at han var udtaget.
“Jeg hoppede op og ned lige dér i kantinen,” fortæller han.
Meldingen kom kun 14 dage før optagelserne til programmet, så lynhurtigt måtte Nam Vu tilpasse træningen til forhindringerne - eksempelvis med klatring, da der var behov for mere grebsstyrke.
“Forhindringbanen passer ellers ret godt til det, jeg er god til - masser af styrke samt at reagere hurtigt og tilpasse sig situationen,” siger Nam Vu, som bestemt ikke manglede opbakning under optagelserne på Islands Brygge.
Cirka 20 familiemedlemmer inklusiv en bror, som var rejst fra Norge, var nemlig med hele vejen.