Lastbiler på skoleskemaet på Risskov Skole
’Lastbilkaravanen’ kom forbi Risskov Skole for at uddele refleksveste og give gode trafikråd til de mindste klasser
I torsdags fik Risskov Skole besøg af 'Lastbilkaravanen', der er en landsdækkende trafiksikkerhedskampagne. Her blev der skabt et trafiksikkerhedsunivers for de mindste klasser med lastbiler, blå blink, musik, cykler og elever i gule refleksveste.
Der blev delt 300 gule refleksveste med påskriften 'Pas på mig – jeg er sej', og eleverne fik gode råd til, hvordan de skal opføre sig i trafikken, når de møder en lastbil.
Synlighed er vigtig, og hvis man holder ved siden af en lastbil i et kryds, er det også en god idé at vinke til chaufføren, så man ved, at han har set dem.
Det er ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, der står for kampagnen, som handler om varetransport og trafikkultur.
Større tryghed
“Lastbiler transporterer langt størstedelen af alle varer i Danmark. Vi har som branche et særligt ansvar for at hjælpe med at holde fokus på trafiksikkerhed- og kultur. Derfor har vi lavet 'Lastbilkaravanen' for vores mindste trafikanter. Vi har skabt et univers, hvor vi gennem sang og leg får sikkerhed og lastbilernes arbejde helt frem på skærmen hos de mindste elever. Resultatet skulle gerne være en større tryghed, når de færdes i trafikken, og lidt mere forståelse for lastbilerne på vejene,” siger Malene Vitus, branding- og kommunikationskonsulent i ITD.