Fortsæt til indhold

Maj-Britt fra Elev vil være noget ved musikken

Lokal sangerinde deltager i dk4s ’DanskTop Talent’ med mulighed for at vinde en pladekontrakt.

Samfund
Kim S. Andersen

Det er muligvis ikke dansktop-musik, de fleste forbinder med folk under 40 år, men sådan er det ikke for 34-årige Maj-Britt Vibe Dørken fra Elev.

For hun deltager i et tv-show, der hylder genren. Hun kan nemlig opleves i dk4s ’DanskTop Talent’, hvor hun har været til optagelser på Horsens Ny Teater. Men det er først på lørdag, det endelig bliver afgjort, om sangerinden går videre til semifinalen i den store sangdyst.

Værten er Ole Stephensen, som får hjælp af et garvet ekspertpanel.

Hendes optræden blev vist første gang i lørdags og genudsendes tirsdag aften klokken 21.05, hvor man kan stemme på hende per sms helt frem til lørdag.

»Det nummer, jeg stiller op med, er ikke et typisk dansktop-nummer, men mere sådan Alberte Winding-agtigt. Jeg håber da, jeg får en masse stemmer, så jeg kan gå videre,« siger sangerinden, der bor med sin mand og tre børn i Elev.

»Jeg har altid været meget passioneret omkring min musik, og jeg har et stort ønske om at bruge meget mere tid på musik. Jeg er gået ned i tid i mit job som sygeplejerske på Skejby Sygehus’ afdeling for hjertebørn, men jeg ønsker ikke at slippe det helt. Vi trives bedst med noget musik kørende herhjemme, og tit synger og danser vi rundt i huset til høj musik, efter vi har spist. Jeg synes, musik er en gave, som jeg gerne vil give videre til mine børn,« siger hun.

Maj-Britt Vibe Dørken er selv vokset op med dansktop-musik.

»Jeg ville ønske, min mor kunne se mig nu. Hun elskede dansktop-musik, men jeg mistede hende desværre for to et halvt år siden, da hun døde af kræft. Jeg kommer fra et hjem, hvor vi hørte meget Birthe Kjær og Keld og Hilda Heick, så min mor ville have elsket at se mig i det her show,« fortæller Maj-Britt Vibe Dørken og fortsætter:

Dansk Helene Fischer

»Der er da nogen, der er begyndt at kalde mig for den danske Helene Fischer (tysk schlager-sangerinde, red.), og det synes jeg da er et kæmpe kompliment. Det er som sagt ikke typisk dansktopmusik, jeg stiller op med. Dansktop er en genre, der ofte bliver set ned på, og det synes jeg er lidt synd. Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men der er nok flest mennesker over 60 der hører det, men jeg vil gerne være med til at redefinere genren, så den kan få en renæssance,« fastslår Maj-Britt Vibe Dørken.

Solist-drøm

Nummeret hun stiller op med hedder ’Lykken er hos dig’ og er skrevet i samarbejde med Jacob Worm fra ’Himmelblå’ og Marc Thierry Deleuran fra ’Fede80ere’. To bands, som Maj-Britt Vibe Dørken er forsangerinde i.

Men nu er det solist-drømmen, der skal prøves af.

»Jeg synes ikke selv, jeg er typen, der ville melde mig til X Factor, for det koncept siger mig ikke så meget. Det her på dk4 passer mig bedre. Hvis jeg skulle være så heldig at nå finalen i Boxen og vinde en pladekontrakt, ville det være sjovt og fantastisk. Men det bliver nok stadig på hobbyplan, for jeg er meget glad for mit job som sygeplejerske. Jeg gør det bestemt ikke for pengenes skyld. Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være. Det kunne da være sjovt at gå hele vejen,« siger hun.

Det store tv-transmitterede finaleshow foregår i Jyske Bank Boxen i Herning lørdag 23. januar.