Fortsæt til indhold

Fra lavpris til luksuskæde

Dagligvarebutik i Vejlby-Risskov trækker i nye klæder og kører med nyt koncept fra lørdag

Samfund
Kim S. Andersen

EuroSpars dage er talte på Tornebakken i Vejlby-Risskov.
Logoskiltene er væk og erstattet med 'Menys' rød/hvide skilte. Det eneste synlige tegn er håndtagene på indkøbsvognene, der stadig bærer det gamle rød/grønne-logo. Men de bliver skiftet ud inden 30. maj, der er den første officielle åbningsdag i nye klæder og med nyt navn.
“Vi glæder os helt vildt til at holde åbningsfest fra på lørdag. Vi er meget spændte på, hvordan vores kunder tager imod det nye koncept med en større bredde i vores sortiment og i tre forskellige prisklasser,” siger Søren Hansen, der er daglig leder af butikken.
Åbningsfesten kommer til at byde på gratis roser til de første 100 kunder, kager, konkurrencer og, som Søren Hansen udtrykker det, så mange smagsprøver, at man kan spise sig mæt i dem.
Skiftet til Meny-kæden har betydet, at butikken har bevæget sig væk fra at være et lavprissupermarked til at være noget nær luksus med varer af højere kvalitet.

40 madarbejdere

“Vi har haft samtlige medarbejder på kursus, hvor der især har været fokus på kundeservice. Derudover har vi alle samme været gennem nogle skæddersyede e-læringsprogrammer, hvor alle har lært, hvad det vil sige at gå fra medarbejder til madarbejder,” siger Hansen og forklarer, at det handler om at kærligheden til mad og de gode råvarer gennemsyrer konceptet.
“Vi er godt klædt på nu, og vi har en fået en forståelse for det nye sortiment og kan give kunderne den bedste vejledning. Derfor har vi også ansat ekstra folk på ferskvare-områder og i slagterafdelingen, så vi er 40 i alt,” siger Søren Hansen, som selv har tyve års brancheerfaring.
“Det her koncept er så unikt og gennemført, og jeg tror 110 procent på det. Vi vil stå stolte og tage imod kunderne på lørdag ,” fastslår han.

Alle landets SuperBest og Eurospar-dagligvarebutikker bliver udfaset her i foråret. 119 af dem kommer til at køre med Menys rød/hvide-skilte og et koncept, hvor der fokuseres på specialiteter og god, faguddannet betjening fra de i alt 5.500 medarbejdere.
“Vi åbner de 119 Meny-butikker i tre bølger og bliver landsdækkende, når vi slår dørene op for de sidste 48 Meny-butikker 30. maj over hele Jylland fra Christiansfeld i syd til Frederikshavn i nord,” siger Christian Higraff, der er marketing- og onlinedirektør for Meny.
Af disse butikker bliver der fire Meny-butikker i Aarhus-området. I Harlev, på Skanderborgvej ved Langenæs i Midtbyen, på Viborgvej i Aarhus V og i Vejlby-Risskov.
Det er landets tredjestørste dagligvarekoncern Dagrofa, som står bag Meny, der har stor succes i hjemlandet Norge.

Værdidreven vinderkultur

Henning Bahr, der er ejer af Retail Institute Scandinavia, som løser opgaver for detailbranchen, herunder analyser og konsulentopgaver, spår Meny-kæden en god fremtid på det danske detailhandelsmarked:
“Meny er en fødevarekæde, der vil forkæle danskerne. Jeg har besøgt flere norske Meny-butikkerne. Nordmændene har selvtillid, charme og penge at investere. Der hersker en værdi-dreven vinderkultur, og de er skide stolte. De satser meget på faglighed og efteruddannelse, og det, tror jeg, er vejen frem. Uddannelse har nemlig været historisk forsømt i butikkerne under finanskrisen,” fastslår han.
Under selvsamme krise brugte forbrugerne flere penge på discountdagligvarer, men flere undersøgelser peger ifølge Bahr på, at kunderne i stigende grad er villige til at bruge flere penge på kvalitetsfødevarer.
“Det helt store spørgsmål er, om kunderne er villige til at bruge flere penge på såkaldte premiumvarer (dyrere varer, red.). Det er jo forbrugerne, der er cheferne. Er de loyale over for det nye koncept, og kommer de ofte i butikken, skal det nok blive en succes.”