Humle-hæder til Risskov-bryggeri
’Humleland’ har netop modtaget regional ølpris fra Danske Ølentusiater
Risskov-parret Lene Richter og Michael Alhof er bidt af en gal øl-hund. Og har været det i ti år, da de skulle finde en hobby efter et fælles rygestop.
Forleden kunne ejerne af 'Humleland', som deres bryggeri i Risskov hedder, så modtage den hidtidige største hæder, 'Den Regionale Ølpris' på den store Food Festival til 'Øllets Dag' i Aarhus.
“Det er med stor stolthed, vi og vores lille lokale Risskov-bryggeri modtog prisen. Det er dejligt med sådan et skulderklap, og vi mærker en stor efterspørgsel især på vores flaskeøl, og derfor producerer vi ikke så meget fustageøl mere,” siger Michael Alhof.
Humle-hobbyen har krævet, at parret har opført et bryghus i forlængelse af deres hus på Besservej i Risskov. Her står der fire store tanke med øl i tilbygningen.
'Øllets Dag' fungerer som platform for uddeling af Danske Ølentusiasters Regionale Ølpriser, og Humleland har modtaget prisen for at have gjort en ekstraordinær indsats for at vise mangfoldigheden i øllets verden.
Lokalt samarbejde
Kriterierne for at modtage prisen bygger på de værdier som Danske Ølentusiaster kæmper og arbejder for. Der er lagt vægt på, at 'Humleland' er gået forrest i lokalområdet for at vise nye sider af øllets verden og har gjort en særlig indsats for at udbrede kendskabet til det gode øl.
Det har parret blandt andet gjort ved at etablere et samarbejde med den lokale dagligvarebutik Meny, hvor flere af deres øl kan findes på hylderne.
Den nye café på Trøjborg 'Stuen th' får også glæde af øl fra Humleland, der siden begyndelsen har brygget 30 forskellige øl til udgivelse.
Det er ikke første gang, at det lokale bryggeri har været indstillet til en pris.
I 2014 var de med i kampen om at blive 'Årets ølnyhed', hvor det blev til en femteplads, og senere vandt 'Humleland' en blindsmagstest af 24 juleøl.
Derfor skal der også snart brygges ekstra meget juleøl
“Vi har hverken plads eller ambitioner om at vinde noget hvert år, men vi bruger al vores fritid og mere til på alle processer omkring ølbrygningen. Vi står da tit klokken ni om aftenen og tapper eller pakker øl. Så vi kan ikke altid følge med,” siger Lene Richter, der oplyser, at Humleland holder åbent hver fredag fra klokken 15 til 17 for afhentning af specialøl som bestilles i webshop.