Kørestolsbasket kan spilles af alle - handicappet eller ej

Spillet er i gang.
Bolden triller fremad foran mig. Jeg sætter de sorte håndfladder mod de skrå hjul. Presser undersiden af tommelfingeren mod hjulet, skubber det frem med et kraftigt ryk og lader det glide gennem de resterende fingre.
Jeg er på siden af bolden. Balancerer den ind på hjulet, så den snurrer op i hænderne på mig. Lægger bolden mellem lårene og tager to ryk i kørestolen. Jeg ved, hvad de andre forventer. Jeg ved, hvad jeg selv forventer. En scoring, to point på måltavlen. Jeg strækker i underarmen, svirper i håndleddet, kaster. Men ak.
“Air-ball,” er der en enkel, der råber.
Han har ret. Bolden har retning mod kurven, men heller ikke mere. Den ryger under.
Jeg er til kørestolsbasket hos Vejle Rolling Devils. Det er svært. For afstanden til kurven er nu lidt længere, når man sidder i en kørestol.
LÆS OGSÅ: De pruttede, snorkede og grinede: Til yoga for stive mænd

Alle kan spille

Jeg spørger måske lidt dumt. Men jeg spørger alligevel daglig leder af Vejle Rolling Devils, Palle Petersen, der står ved siden af:
“Hvordan dribler jeg med bolden? Hvordan tackler jeg, når jeg skal bruge hænderne til at dreje hjulene?”
Han kigger på mig.
“Det finder du ud af,” siger han med et smil på læben.
Det er Palle, der har inviteret mig til den ugentlige træningsaften i Nørremarkshallen. Og nu sidder jeg her. I kørestol for første gang og prøver at finde ud af, hvordan jeg skal klare den.
Jeg starter med at observere de andre. De kører lystigt rundt. Vender, drejer, kaster og scorer.
De hygger sig indbyrdes. Pigerne, drengene, de fuldt funktionelle og de, hvis hverdag er i en kørestol. Vi er vel 10-stykker denne sene torsdag træningsaften.
Atmosfæren er hyggelig, men seriøs. Der spilles, fordi det giver glæde, men også for at komme ud med noget energi.
Jeg spiller med Tobias, Stefen, Kristoffer og Sara. Det er os i de gule veste, og vi er bagud med 10 points. Den store måltavle lyser i hvert fald 24-14, og jeg mindes ikke at have ramt kurven endnu.
Det er Palle, der styrer måltavlen, ligesom han styrer det meste andet i den klub, han startede i 2011.
“Det er en sport, hvor alle kan være med. Lige fra de svært handicappede til de fuldt funktionsdygtige. Og det er fantastisk,” siger han.
Palle er en ildsjæl. Passioneret. Han har arbejdet frivilligt for at få holdet op og stå, og det er lykkes.
“Det giver dem meget socialt og menneskeligt at mødes og spille. Og det giver mig noget at se, hvor meget det giver dem,” siger han.

Det er svært

Kørestolsbasket er som stående basket. Banen er den samme. Længden og bredden. Kurvehøjden er den samme, bolden er magen til. Der spilles efter samme regler.
Men jeg sidder i en specieldesignet kørestol, og det gør det svært. Det er svært at finde afstanden til kurven, når man sidder så langt nede. At overholde basketregler som dobbeltdribling, fejl og nøl. At koncentrere sig om at komme fremad i kørestolen og samtidig have forståelse for de taktiske træk.
“Kør ind, kør ind,” kommanderer mine medspillere.
Så jeg kører ind. Direkte i forsvarsspilleren foran mig. Med fronten forrest, ind i siden. Præcis, som jeg har set de andre gøre.
Klask, siger det.
For tag ikke fejl - kørestolsbasket er også en kontaktsport. Det minder til tider mere om rugby end basket, som de kynisk tackler hinanden med snuden af kørestolen. Men spillerne griner blot, som de grinte af min air-ball i starten.
Dem laver jeg ikke flere af. Jeg har langsomt fundet teknikken, som Palle forudsagde. Og det er det gode ved kørestolsbasket. Efter lidt tid kan alle være med.
Handicappet eller ej.