Fortsæt til indhold

Nina Andreasen klar med opfølger

Samfund
Arkiv

For snart tre år siden kom den esbjergensiske sangskriver og pop/rootssangerinde Ninna Andreasen i vælten med sit debutalbum ”Barske Banaliteter”, der blandt andet indeholdte ”Rockersangen”, som fik Ninna Andreasen på manges læber.

Nu er Ninna Andreasen igen albumaktuel og denne gang med et dobbeltalbum med 19 helt nye sange og titlen ”Sminkede Lig”. Den ene håndfuld sange er indspillet i et studie og den anden håndfuld er indspillet live, fordi indspilningerne giver et indblik i to sider af samme Ninna, den poppede og den rootsbaserede. Hele pladen er indspillet i Rasmus Madsens studie i Esbjerg og livedelen er indspillet i stuen med et inviteret publikum. Om studiepladen udtaler hun:

"Den er mere støvet, mørk og dynamisk end Barske Banaliteter. Vi prøvede i første omgang at hive den akustiske guitar helt ud, men den gik sgu ikke. De fleste af sangene er skrevet på akustisk guitar – og ellers tangenter. I stedet synes jeg, vi har fanget en lyd, som er poppet, men med kant. Der er knas. Der er råhed. Og der er mange flere elementer af små, mærkelige lyde, skødesløst kor og mere eksperimenterende arrangementer. Uden at pladen dog på nogen måde er avantgarde."

Livepladen, som er her Nina føler sig bedst til rette, får denne kommentar med:

"Jeg befinder jeg mig bedst, når jeg spiller mine sange live. Det er virkelig svært især at indsynge vokal i et studie. Der kommer ingen respons. Man hører alle sine fæle fejl. Jeg ville gerne forsøge at fange samspillet med et publikum og den stemning, der opstår ved en koncert. Sangene på livepladen er en mærkelig flok. Mange er lange, snørklede forsøg på at fortælle nogle nye historier – eller fortælle nogle almentgyldige historier på en ny måde. Publikummet hjalp mig virkelig til at betone de vigtige pointer. Jeg er lykkelig for, at Anders, Eigil og Rasmus ville spille med. Det var rimelig meget hit and run og i den folk-ånd, sangene er skrevet i."