Fortsæt til indhold

Gratialer og tøjordning tilbagebetales

Efter Lokalavisens artikler er varmeselskabet ved at rydde op

Samfund
Peter Friis Autzen

Det fælleskommunale fjernvarmelskab, Tvis, er ved at rydde op efter Lokalavisens artikler om bestyrelsens brug af firmapenge til gratialer, rejser, mad, drikke og andet.
Tvis I/S ejes af Fredericia, Middelfart, Kolding og Vejle Kommuner, og dets penge er at betragte som skattekroner. Derfor har det udløst både ekstern og intern kritik, at Lokalavisen i september kunne afsløre en række forhold omkring bestyrelsens studieture og aftener med god mad, teater og dyr alkohol.
Selskabet har igangsat en større undersøgelse af, om bestyrelsesmedlemmerne skal betale skat af de penge, der er brugt på teaterture, alkohol og andet. Samt om selskabet overhovedet må udbetale penge til den slags.

Penge tilbagebetalt

Revisionsrapporten forventes at ligge klar i løbet af de kommende dage. Men allerede inden den er klar, har den ført til en vis grad af oprydning.
“Flere bestyrelsesmedlemmer har tilbagebetalt beløb,” forklarer bestyrelsesformand Lars Schmidt, der til dagligt er byrådsmedlem i Vejle.
Middelfarts borgmester, Steen Dahlstrøm (S) og Vejles tidligere borgmester, Leif Skov (S) har begge tilbagebetalt det gratiale på næsten 11.000 kroner, som selskabet gav dem. Et gratiale, hvis lovlighed der er rejst tvivl om. Ifølge Lars Schmidt har Leif Skov og Steen Dahlstrøm selv ønsket at betale pengene tilbage.
Samtidig har Steen Dahlstrøm og Leif skov samt fire andre bestyrelsesmedlemmer tilbagebetalt i alt 3.848 kroner, som de har fået i forbindelse med en ordning, hvor firmaet ulovligt har betalt tøj til medlemmernes private forbrug.

Bestyrelsesformand Lars Schmidt (V).

Belastende for ansatte

Lars Schmidt tør ikke sige, om de to tilbagebetalinger ender med at være eneste konsekvens af afsløringerne.
Han ser frem til at få den endelige rapport, så sagen kan afsluttes.
“Det her er et forløb, som fylder meget i vores hverdag. Og som også går medarbejderne på,” siger han.
Tvis vil udarbejde nye retningslinjer for bestyrelsens brug af selskabets penge.