“Bag maskerne” af Maja Linderoth

Norddjurs Biblioteker og Gammel Estrup - Herregårdsmuseet inviterede til skriveværksted i efterårsferien. Litteraturformidler fra Norddjurs Biblioteker Thomas Olesen stod for selve skriveundervisningen. Han er uddannet i Litteraturvidenskab.
Deltagerne fik en rundvisning af museumsformidler Stine Lucia Rasmussen, inden de gik i gang. Her hentede de inspiration til deres novelle.
Vinderen blev udpeget af Thomas Olesen og Stine Lucia Rasmussen. De valgte Maja Linderoths, 15, novelle "Bag maskerne":

Bag maskerne

Augusta Scheel var en del af spillet. Jeg var her bare, og det gik op for mig alt for sent at de små brikker kan spille en kæmpe rolle, hvis de store flytter blot en anelse på dem.
Jeg betragtede hele tiden Augusta. Hver dag. Lagde mærke til hvordan hun førte sig frem. Hvordan hun smilede. Hvordan hendes kjoler så ud. Hun havde malet billeder af sig selv over det hele. Både på væggene og dørene.
Hendes paradeseng lignede nærmest en trone, og alt imens hendes liv bestod af at danse, synge og grine, bestod mit af at pleje, hjælpe til og gøre rent. Jeg hadede hende. Ønskede at være hende. Hver gang jeg var i nærheden af hende smilede jeg til hende, men jeg tror godt at hun kunne se på mig at det ikke var ægte. Jeg var ikke god til skuespil. Måske var det derfor jeg ikke helt forstod at alle andre spillede. At selv Augusta gjorde. Især hende måske. Jeg så de riges liv udefra, selvom jeg på en måde var midt i det. Jeg så kun hvordan de dansede, og lo og levede.
Jeg tænkte at det måtte være fantastisk for Augusta, at kunne bestemme over andre. Andres fangenskab var hendes frihed.
Jeg tænkte på hvordan hendes hår altid var sat op i smukke frisurer, mens mit blot hang slasket og slidt omkring mit smalle ansigt.

Jeg så hele hendes liv som en balsal. Kun fyldt med dans, musik og glæde. Fest og farver. Det faldt mig aldrig ind at hun kunne have følt sig ligeså fanget som mig. Ikke før den dag hvor jeg sad og vaskede det sort- og hvidternede gulv og pludseligt kunne høre gråd. Jeg rynkede panden på grund af lyden. Bed mig i læben. Det lød som om at det var en kvinde der græd, og jeg skyndte mig afsted for at finde ud af hvem det var. Og dér sad Augusta, krøllet sammen om sig selv i et hjørne på sit kammer. Alle malerierne af hende smilede ned til hende.
Hun stirrede bare på mig i et enkelt øjeblik og det var som om at hun næsten ikke kunne genkende mig. Jeg var jo også blot en tjenestepige.
Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. Stirrede bare tilbage på hende. Måbede.
“Gå!” Skreg hun så. “Forsvind!”
Jeg styrtede ud af hendes kammer. Tankerne fløj rundt i mit hoved. Det var først dér, det endelig gik op for mig at Augusta Scheel var et menneske. Ikke blot en maske, en udsmykning, en figur, men en person. Præcis som mig.
Jeg havde brug for luft og løb udenfor, hvor sneen dalede ned. Fnuggene landede i mit kastanjebrune hår. Smeltede langsomt.
Læs også: Skriveværksted for unge: Skriv om ulve og om livet på herregården

Jeg vandrede rundt udenfor i noget tid. Tænkte. Da jeg kom tilbage til Gammel Estrup rystede jeg over det hele, mine læber var blålige og mine fingre kolde som is.
Det var ikke før jeg overhørte en samtale mellem Augusta og hendes mand Christen at det gik op for mig at det var juleaften. Jeg lagde mærke til hvordan Augusta smilede igen. Det var som om at intet var sket. Dog lynede hendes øjne en anelse da hun så mig.
Måske var hun kommet til at hade mig fordi jeg havde fundet hende, mens hun græd. Tårerne måtte for hende være et tegn på svaghed, hvorimod det for mig var et tegn på menneskelighed. Jeg hadede hende ikke længere. Ønskede heller ikke at være hende. Nu hadede hun mig, og måske - bare måske - ønskede hun egentligt at være mig. En skør tanke. Det vidste jeg godt. Og hvordan kunne jeg egentligt vide om tårerne ikke også blot var en del af et spil?
Jeg gik ind for at vaske gulvet videre. Augusta fandt mig derinde. Hun greb fat i min arm og tvang mig op at stå.
Tæt på kunne jeg se hvordan hendes ansigt egentligt så ud. Jeg vidste at hun brugte blyhvidt, ligesom alle de andre fine, men først i dét øjeblik så jeg hvad det havde gjort ved hendes ansigt. Det lignede at selve den matte blege hud krakelerede; som om hendes ansigt var en maske. En hullet maske; halvt gået i stykker.
Og det gik op for mig at sådan var det hele egentligt. Alt handlede om at lave illusioner, der var bedre end selve virkeligheden.
Augusta tvang mig til at arbejde, selvom det var juleaften. Hun havde magten til det, og bad mig om – nej, forlangte af mig – at jeg skulle sidde og spinde på en rok, det meste af aftenen og natten. Det garn jeg skulle spinde skulle formentligt bruges til at strikke tøj. Nok hendes.

Da jeg lagde mig i min seng var jeg forfærdeligt udmattet og faldt i søvn med det samme, men vågnede senere op med et sæt, badet i sved. En vedvarende lyd, der skar sig ind i sindet, havde hevet mig ud af min søvn. Det lød som negle, der igen og igen og igen kradsede på vinduets glas.
Langsomt svang jeg benene ud over sengekanten. Rejste mig op. Mit hjerte hamrede i mit bryst. Hurtigere hele tiden.
Det virkede som om at mørket udenfor vinduet var tættere end herinde. Tykkere på en eller anden måde.
Lyden stoppede pludseligt, og der var helt, helt stille, indtil glasset så blev smadret. Jeg kunne se hvordan to hænder trængte gennem ruden og jeg vaklede med et skrig tilbage. Fingrene var lange, tynde og helt hvide, som om det blot var knogler, men skårene sad fast i huden. Blodet løb som røde tårer ned over ruden.
Og så hørte jeg en stemme. Hendes stemme. Augustas. Den var forvrænget; lød anderledes end den plejede. Det var en hæs, tom, død stemme. Ordene glemmer jeg aldrig: “Se hvad jeg har vundet, da jeg julenat har spundet.”

Dommernes begrundelser:

Stine Lucia Rasmussen begrunder sin indstilling af Maja som vinder med, at hun har ramt 1700-tallets ”show”, hvor image betyder alt, og hun var meget fascineret af interessen for, hvem de her personer så egentlig var bag maskerne (pudder osv.).
“Og der er også mange flotte billeder i novellen – som bl.a. snefnuggene der falder i håret. Og så synes jeg, at horrorelementet også fungere super – man kan jo snildt forestille sig Augustas negle på vinduet.”
Thomas Olesen nævner, at det er lykkedes for Maja at lave en rigtig flot fortælling, der er velstruktureret og opbygget på den helt rigtige måde.
“Det er et effektivt gys, helt efter bogen, som er en vellykket gendigtning af en sand historie. Samtidig er sproget flot og varieret, og der er en fin symbolik i historien, som understøtter det gennemgående tema (overflade vs dybde). Meget imponerende.”