Fortsæt til indhold

Sjældne dyr på Stadion Allé

Aarhus Zoologiske Have nåede at have 28 turbolente år i Havreballeskoven overfor Tivoli Friheden, før haven lukkede i 1960

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Dengang og nu I 28 år kunne man høre brøl fra eksotiske dyr på Stadion Allé.

Dengang hvor løver, isbjørne, elefanter og aber havde til huse i Havreballeskoven lige over for Tivoli Friheden.

I årene 1932-1960 kunne borgerne nemlig besøge Aarhus Zoologiske Have.
Aarhus Zoologiske Have så dagens lys for første gang, da gartneren Axel Hutzelsider, efter længere tids forsøgen, fik tilladelse til at åbne en zoologisk have i 1932.
Axel Hutzelsider havde en fortid i cirkus, og han havde tidligere arbejdet i en dyrepark i Hamborg.
I første omgang forsøgte han at overbevise byrådet om, at Vennelystparken ville være en oplagt placering, men kompromiset blev altså Havreballeskoven ved Stadion.

Flyvende fra start

Haven blev en succes, og i omegnen af 200.000 gæster besøgte Aarhus Zoo i løbet af den første sæson.

I 1934 blev haven udvidet, så den nu strakte sig i hele området mellem Jyllands Allé, Stadion Allé og Skovbrynet.

Peter Kent (t.h.) med sin kammerat og en tysk cirkusdirektør, som vist hed Schnack. Privatfoto.

Krigsårene kradsede

Træerne voksede dog ikke ind i himlen for den aarhusianske zoo, og især besættelsesårene var hårde ved haven.

Det var svært at skaffe mad og ressourcer til dyrene, og flere af dem døde af sult.
Haven fik efterhånden et dårligt omdømme, og besøgstallene begyndte at svigte.
Axel Hutzelsider afhændede haven i 1944, men de forskellige, nye ejere kunne heller ikke vende udviklingen.
Folkestemningen havde, på grund af dyrenes forhold, vendt så meget i løbet af 1950'erne, at ejeren til sidst opgav ævred.
Aarhus Zoologiske Have havde åbent for sidste gang 31. august 1960.

Børnecirkus og kattekøb

Lokalavisen har været i kontakt med nogle læsere, som har indvilget i at dele deres barndomsminder fra Aarhus Zoologiske Have.

Peter Kent arbejdede i haven i 1953.
“De havde dengang et børnecirkus med domptører, søløver og elefanter. Haven var meget besøgt af både børn og voksne, og børnecirkusset trak virkelig et stort publikum. Vi, der deltog, fik et sted mellem 90 og 100 kroner for en hel sæson. Og en is efter hver forestilling. Jeg var jo en knægt på 10-11 år på det tidspunkt, og det var fantastisk at være med til,” forklarer Peter Kent og tilføjer:

“Det hed sig jo, at dyrene ikke blev behandlet godt, og at enkelte faktisk blev misrøgtet. Det var ikke noget, jeg opdagede som 11-årig, men det var nok medvirkende til, at haven lukkede.”

Elisabeth Johansen havde i sin barndom også arbejde i haven, hvor hun hver dag inden skole blandt andet skulle fodre bæltedyret med hårdkogte æg.

En anden læser, Palle Poulsen, husker, at man kunne købe dyr i den zoologiske have.
“Vi kom der engang imellem, og jeg husker den som en lille og meget hyggelig zoo. Vi købte engang en rød angorakat, og på få år havde alle nabolagets katte røde angora-træk,” fortæller Palle Poulsen.

I dag er der ikke mange tegn på, at der nogensinde har været zoologisk have i Havreballeskoven, og faunaen bliver nok ikke meget vildere end et par ænder, men stedet er stadig yndet blandt aarhusianerne.