Fortsæt til indhold

Skadet gang- og cykelbro forventes udbedret december

Nødvendige byggeelementer har ladet vente på sig efter påkørsel af bro i Humlebæk

Samfund
Af Jannie Fjordside

I over to måneder har gang- og cykelbroen over teglgårdsvej i Humlebæk hvilet på 'støttepæle', efter at broen den 2. september blev påkørt af en lastbil. Samtidig er den ene halvdel af broen spærret af.
Uge-Nyt Fredensborg har modtaget henvendelser fra en borger, der som daglig bruger af broen undrer sig over, at udbedringerne lader vente på sig.
Forklaringen skyldes ifølge Jørn Mouritzen, chefkonsulent i Center for Plan og Miljø i Fredensborg Kommune, at to brodragere er blevet så kraftigt beskadiget, at de skal skiftes ud.
”De stålwires, der ligger i betonen i de langsgående bjælker, er revet over, og det tager tid at skifte dem ud,” forklarer Jørn Mouritzen.
De nye dragere forventes leveret i uge 50, hvor planen er at spærre Teglgårdsvej ét døgn fra den 6. december kl. 20. Broen vil derimod være spærret allerede fra den 2. frem til den 11. december, oplyser Jørn Mouritzen videre.