50 år på en mark i Viby
Der er sket meget på marken i Viby, siden fem kommuner besluttede at åbne Danmarks første amtsgymnasium
50-års jubilæer er ikke noget, man ser hver dag, men hvorfor fejrer eleverne og underviserne et jubilæum for en skole.
“Vi fejrer jubilæet, fordi det giver os en anledning til at fortælle gymnasiets historie, om dengang og hvor vi står nu. At vi gerne vil skabe fremtiden for gymnasiet, og at vi som elever og undervisere har mulighed for at præge udviklingen,” siger Lone Sandholdt Jacobsen, der er rektor på Viby Gymnasium.
Eleverne er også blevet inddraget i jubilæet, og hele skolen havde for nyligt en temadag, hvor alle arbejdede sammen på tværs af årgange, klasser og undervisere.
“Vi er blevet en større del af historien efter temadagen, da vi har opnået en større forståelse for stedet og historien, men også at vi kan præge fremtiden, ved at vi for eksempel kom med designideer til fremtidens klasseværelse,” siger Isabella Riordan på 18 år, og som går i 2.G.
Rummeligheden i Viby
Plads til alle og rummelighed - det er ord, der går igen blandt undervisere og elever, for de er alle stolte af at være på skolen.
“Som elev føler man sig utroligt velkommen, lige meget hvem man er, eller hvor man kommer fra. Det er et virkeligt stort plus for skolen, og det var også en af grundene til, at jeg søgte herhen,” fortæller Rasmus Emil Bertelsen, 18 år og går i 3.G.
For umiddelbart kunne man tro, at gymnasiet var for talenterne og de idrætsglade, for skolen rummer "Akademiet for talentfulde unge" for hele Østjylland, og der er stor fokus på løb og idræt.
“Vi gør meget ud af, at vi er et løbegymnasium, og vi har en klar idrætsprofil, men det er vigtigt at understrege, at fra skolens side handler det om at være tydelig i de krav, vi stiller til den enkelte elev, og om rummeligheden på stedet så der er plads til alle,” siger Linda Charlotte Heiede Laursen, der er uddannelsesleder på Viby Gymnasium.
De krav har også gjort, at elevernes resultater i flere undersøgelser ligger over gennemsnittet af danske gymnasielever, når man korrigerer for elevernes baggrund.
“Viby Gymnasium arbejder aktivt med løfteevnen. Det stiller store krav til lærerne og undervisningen, og handler i sidste ende om at give vores elever de bedste muligheder for at uddanne sig videre,” siger Lone Sandholdt Jacobsen.
Viby Gymnasium er ikke kun for stx-elever. Skolen har siden 1968 også haft HF-elever, og sidste nye skud på stammen er en ny uddannelse, EUX, udbudt sammen med Jordbrugets Uddannelsescenter i Beder. Så der er sket meget igennem skolens historie, siden fem kommuner i 1965 besluttede at bygge Danmarks første Amtsgymnasium på en bar mark i Viby.
“Vi er en broget flok, der har vores daglige gang her på skolen. 750 elever og 100 ansatte gør dog også, at selve jubilæumsfesten bliver holdt et andet sted. Men indtil da fejrer vi skolen på behørig vis med reception og musical den 27. november 2015, hvor tidligere ansatte og elever kan deltage, og bagefter er fokus igen på at skabe fremtidens bedste gymnasium lige her midt i Viby,” siger Lone Sandholdt Jacobsen.