Hver sjette glemmer cykellygterne
Hillerød Kommune vil minde både børn og deres forældre om, hvor vigtige cykellygter er i vintermørket
Alt for mange gange triller børn i Hillerød ud på de mørke veje på vej til og fra skole uden lygter på deres cykler.
Det vil Hillerød Kommune lave om på og deltager derfor i den landsdækkende kampagne ”Lys på med Ludvig”.
Ifølge Cyklistforbundet glemmer cirka hver sjette cyklist cykellygterne - til fare for både dem selv og andre trafikanter.
"Vi ser alt for mange børn, der cykler rundt i vintermørket uden lys på cyklen, og børnene ved ofte ikke, hvor svært bilisterne har ved at se dem i mørket. Derfor vil Hillerød Kommune gerne være med til at sætte fokus på kampagnen og oplyse Hillerøds børn og deres forældre om, hvor vigtigt det er at huske lygter på cyklen,” udtaler formand for Sundheds- og Socialudvalget Christina Thorholm (R) i en pressemeddelelse.
Børn i 4. klasse
”Lys på med Ludvig” henvender sig til børn i 4. klasse, hvor mange begynder at cykle til skole på egen hånd. Kommunen vil gerne skabe gode vaner hos børnene fra starten af, siger Christina Thorholm:
"Her spiller forældrene en væsentlig rolle, da det er dem, som lærer børnene de gode cykelvaner”.
Kampagnen varer frem til 30. november. Læs mere på www.lyspaa.dk.